Gulag Øhavet bind 6 af Alexandr Solsjenitsyn

Solsjenitsyns 2243 sider lange ulvehyl klinger ud med dette sjette bind. Lejrsystemet har nu været en ‘succes’ i flere årtier. Men der skete så småt knopskydninger af fangemodstand rundt omkring, som endte med deciderede fangeoptøjer. I én lejr lykkes det en gruppe fanger at barrikadere sig inde i lejren og skabe en lejr i lejren. Et sted hvor fanger havde det godt. En stakket frist, hvilket alle vidste. Der blev bygget forskellige forsvarsmekanismer, som dog ikke kunne gøre noget mod det opløb at kampvogne som pludselig rullede gennem alle barrikader. Fanger blev kørt over, skudt, hugget ned. Brutalt. Gulags dna fornægter sig aldrig.

Efter Stalins død skete der en opløsning af disciplinen i lejrene. For en tid. For Krustjov var angiveligt chokeret over de ting han hørte om gulag, men hans dekreter medførte kun en midlertidig forbedring af forholdene i lejrene. Efter kun et par år var alt dog værre end under Stalin. På trods af Krustjovs, måske, gode hensigter. Lejrhelvedet kunne der med ikke forklares med “persondyrkelsen”, som om man på magisk vis med dette simple udtryk frikender systemet for fejl. At det var Stalins skyld, ikke systemet, ikke kommunismen.

Det er vel faglitteratur med en personlig toning og Solsjenitsyns brændende indignation, qua hans personlige lejrerfaringer, der giver hele værket en nærmest skønlitterær tone.

Han afslutter med at bemærke at han efter ti år er nødt til at slippe værket. At det fremligger som det gør, og ganske givet vil have godt af en redaktion, en omskrivning og flere bidrag fra fanger som havde siddet der efter Solsjenitsyns løsladelse.

Lån bogen på biblioteket