0 kommentarer

Gramhavet. Familiehemmeligheder 1 af Erling Jepsen

af d. 10. december 2016
Info
 
Sideantal

235

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-21667-7

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Gramhavet” – med undertitlen ”Familiehemmeligheder 1” er Erling Jepsens første bind i en planlagt serie erindringer; denne strækker sig fra de tidligste barndomserindringer til han starter 1.g.

Erling Jepsen skriver godt, med lun humor og sans for de ”sønderjyske særheder”- herunder Den Sønderjyske Lov, som har 312 paragraffer, som alle lyder sådan her: ”Her klarer vi problemerne selv”.

Når jeg alligevel er en lille smule forbeholden og ikke giver mere end 3 stjerner, er det fordi, en del af erindringerne i bogen har været brugt før. Har man læst hans romaner, kan man genkende mange af de episoder, der så levende beskrives i ”Gramhavet” – blot hedder drengen i denne bog Erling og ikke Allan. Den røde kat, der må lade livet ved at blive gasset i tyskernes garage, er f.eks. fortalt før, ligesom Ingerlise, der får tæv af manden, Jørgen er med i ”Frygtelig lykkelig”.

”Sønderjylland har alt, også psykisk sygdom”.
Man genkender beskrivelserne af faren med ”karruselli”, ”nerfig” eller, en tand værre, ”psykiske nerver”, som med sit mørke sind, trusler om selvmord og mærkelige ideer har fået den yngste dreng, Erling, til altid at være opmærksom på farens sindsstemninger og forsøge at behage ham, være enig med ham i et og alt.

Der er heldigvis også nye erindringer i bogen, og jeg kan rigtig godt lide hans måde at skrive på, den lune humoristiske tone, der er til stede i bogen, trods det, at hans barndom ikke har været lutter lagkage, men fyldt med mange traumatiske oplevelser. Har man ikke læst hans romaner, vil man formentlig få endnu større fornøjelse af bogen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter