Genforening af Pernille Juhl

Siden sin romandebut i 2013 har forfatteren Pernille Juhl udsendt en roman en gang om året. Det er digre værker baseret på autentiske begivenheder eller historiske personer fra det dansk-tyske grænseland.

Pernille Juhl udsender sine bøger på eget forlag. Hun har en bred skare af læsere – især i Sønderjylland og Sydslesvig, men også nord for Kongeåen. Det vidner blandt andet de pæne udlån på de danske folkebiblioteker om.

Pernille Juhl har en fin evne til at finde de menneskelige og vedkommende historier om mennesker eller skæbner, vi ikke har hørt synderligt meget om tidligere. Men hun giver sig også i kast med portrætter af kendte personligheder, ja koryfæer, i den sønderjyske historie.

Hendes nyeste roman hedder slet og ret »Genforening« og er et solidt portræt af den sønderjyske politiker, redaktør og organisator H.P. Hanssen, hvis indsats var en vigtig forudsætning for, at Nordslesvigs forening med kongeriget Danmark overhovedet kunne realiseres i 1920.

Det er til dato en af de bedste romaner, Pernille Juhl har udgivet – hvis ikke den bedste.

Forfatteren tegner et levende og troværdigt portræt af den dansksindede sønderjyde, som man nogle gange skulle tro brændte sit lys i begge ender.

Hanssen nåede at være både redaktør, politiker i den preussiske landdag og den tyske rigsdag, foredragsholder, aktivist og problemknuser for dansksindede sønderjyder, der på den ene eller anden måde blev ramt af preussernes hårde fremfærd i den ekstreme Köller-periode. Det var perioden opkaldt efter den nidkære slesvig-holstenske overpræsident, der på alle måder forsøgte at gøre livet surt for de dansksindede i især Nordslesvig. H.P. Hanssen blev minsandten også far til ni børn.

Alt dette havde umuligt kunnet lade sig gøre uden hans hustru, Helene, og hun får derfor også en fortjent plads i bogen som »the woman behind the man«. Dog aldrig på nogen patetisk eller konstrueret måde, som man har set eksempler på, når en forfatter har villet fortælle, at der sandelig også var en kvinde med i spillet.

Bogen er ikke noget heltekvad. Vi oplever også H.P. Hanssens svage sider flere steder. Han havde sine fjender. Især omkring Flensborg Avis’ redaktør Jens Jessen. Flensborgerne og mange dansksindede følte sig senere, i 1919-1920, forrådt af H.P. Hanssen og hans Aabenraa-bevægelse, der kom til at stå i modsætningsforhold til Flensborg-folkene og de kræfter, der ville have Sønderjylland ned til Danevirke med til Danmark.

H. P. Hanssens linje var, at man måtte gå efter det realistiske – og det var kun at få forenet Danmark med de slesvigske områder, hvor der varet bæredygtigt dansk flertal.

Det fremgår ikke af bogen, om Pernille Juhl har haft en redaktør på sin bog, der dog er velredigeret, stringent og levende i sproget – men dog indeholder nogle småfejl. Pladsen foran Rigsdagen i Berlin hed af gode grunde ikke »Platz der Republik« før 1918, men Königsplatz. Republikken kom jo først efter det tyske kejserriges fald. Af en eller anden grund mener mange danskere også, at Potsdam skal staves med z. Og der er flere petitesser. Heriblandt Pernille Juhl. Men: Vi er i småtingsafdelingen, og det ændrer ikke ved bogens grundlæggende linje.

Det diskuteres ofte, om fiktion om store begivenheder i historien overhovedet er egnet til at give læserne eller seerne forståelse for og indblik i historiske forløb og kendsgerninger. Pernille Juhls biografi om H.P. Hanssen er et eksempel på, at det kan lade sig gøre – også uden at den dokumentariske genre bliver for tung. Der er grundig research bag bogen, der hviler på fakta. Nu var H.P. Hanssen en meget skrivende mand – det blev til bøger og mange breve, som Pernille Juhl kan øse af.

Hun har skrevet en historisk roman for helt almindelige mennesker, der ikke orker at læse en masse faglitteratur.

Lån bogen på biblioteket