Forhud af Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme debuterede i 1998 med “Forhud”, en kompromisløs, trøstesløs lyrisk beretning om en ung drengs opvækst med overgreb og hans egen fortsættelse af misbruget som trækkerdreng på stoffer. I korte afsnit giver jeg-fortælleren et absolut rædselsvækkende billede af sit liv med en rædsel af en mor han får lov at trøste, når de skiftende mænd i hendes liv ikke slår til. Et liv hvor den ene ‘far’ afløses af den anden og disse fædre ikke kan holde fingrene fra drengen.
Siderne flyder over af rå, voldelig sex. Drengen er totalt ødelagt og giver sig hen til alle de mænd der vil have ham. Han har to faste forhold kørende ved siden af alt det andet. Det ene med Uniformen, hvis idé om sex handler om fornedrelse og rå vold med tilhørende udløsning:
“Jeg lugter hans oksehud. Skinnende fedt. En sort, mørk evighed, hvor kun feber kan slå mig mod jorden. Hans greb om mit ansigt. Vejret forsvinder. Hovedet langsomt svimmelt. Knytnæveslaget. Negle mod ryggen. Bidemærker. Brystvorternes dirren. Frosten fra anlægget mod kroppen. Sveden. Hans aldrende tunge mod mine tænder. Jeg smiler ikke, da jeg ser hans tørstige læber søge mine, før han glider ud i det ubevidste, og jeg tørre hans tilbud af mine kinder.”

Hans anden faste er Stefan. Stefan med kone og børn, der kommer og hiver ham op af rendestenen (bogstaveligt talt), taler med ham, giver ham mad og knalder ham og som altid har lommerne fulde af stoffer. Intet i den her fortælling er rent.
Man bliver jo ikke i forårshumør af at læse “Forhud”, med al den grimhed som smækkes lige i dit ansigt. Men det virker aldrig unødvendigt. Jeg tænker aldrig at det er vold for voldens skyld. Den direkte, ublufærdige tilgang til at tænde på at give og få seriøse tæsk fik mig hele tiden videre. Som om det her skal siges. Sådan her er livet for nogen.

Og så er sproget heller ikke for barnlige sjæle. Det ene øjeblik er det svært gennemtrængeligt. Stofferne gør at fortællerens virkelighed knap hænger sammen og det afspejles direkte i tekstens fragmentariske form. Der springes mellem billeder fra en dopet hjerne. Men så lige mens du sidder og koncentrerer dig om at dechifrere, afløses det utilgængelige af noget så direkte, at det slår den uforberedte læser desto hårdere:
“HOS MORMOR sover man med hænderne over dynen. I baglokalet af morfars slikbutik fodres man, indtil man glemmer og lover aldrig igen at sige noget til nogen som helst.”

Godnat og sov godt…

Lån bogen på bibliotek.dk