253
2025
97887-7641-027-8
1. udgave, 1. oplag
Jeg er stor fan af Vibeke Marx og mit hjerte tager altid et lille hop, når der er nyt fra forfatterens side.
”Så fast en borg” foregår i mellemkrigstiden, hvor homoseksualitet var forbudt, hvor det var skamfuldt at blive gravid udenfor ægteskabet og hvor børn kom ud at tjene mens de stadig var børn.
Vibeke sætter scenen i Odsherred, hvor vi møder den unge usikre landarbejder Krister, der får tæv både ude og hjemme og har et ikke eksisterende selvværd. Da den fine og ældre homoseksuelle gårdejer Schultz ansætter ham, er det med en slet skjult dagsorden. Han betages ikke kun af Kristers ungdom, men også af den magt, han kan udøve over et usikkert menneske. Snart er Krister oppe i stuerne – og soveværelset, og da han ingen seksuel erfaring har, affinder han sig med situationen, for med ansættelsen hos Schultz hører også penge og bekvemmelighed.
En dag møder han den jævnaldrende Margrethe og får udlevet sin egen seksualitet med en graviditet til følge. Schultz bliver rasende og beder Krister vælge mellem det bekvemme liv med ham eller et liv uden midler med Margrethe. Han truer også Krister med at ville afsløre deres homoseksuelle forhold.
Krister er en kryster – det lyder som en dårlig remse – men det er han. Han lader Margrethe og det ufødte barn i stikken. Schultz betaler for at Margrethe og barnet har noget at leve af og betinger sig, at Krister og Margrethe afbryder al kontakt. Og sådan bliver det.
Mere skal ikke røbes her, men romanen gennemsyres af at Krister er en kryster. Og man kan forledes til at spøge sig selv – hvad andre muligheder havde han på den tid? Det er let at have en holdning om at være fanden-i-voldsk, når man ikke selv står i suppedasen.
Undervejs i romanen møder vi også en ukendt brevskriver, og senere hen endnu et uægte barn. Disse to figurer virkede på mig overflødige og tog fokus væk fra hovedhistorien om Krister – og senere mødet med hans uægte datter Gusta.
Hvis Krister er en kryster er Gusta en gæv pige, og jeg kom til at holde rigtige meget af hende.
Hjerteskærende var det gennem bogen at finde ud af, hvor meget Schultz holdt af Krister, en kærlighed, der gennem livet udmøntede sig mere i magt end i forståelse, selvom man som læser undervejs fandt ud af at den snor Krister fik af Schultz blev mere og mere elastisk.
Anmeldereksemplar

