Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

Hvorfor læser vi? Er det for at finde noget, vi kan spejle vores egne erfaringer i? Eller læser vi, fordi litteraturen kan åbne døre ind til verdener og oplevelser, der ligger uden for vores eget erfaringsområde og dermed lære os om andre slags liv?

For en forstadsopvokset dansker kan det næsten ikke blive mere fremmed end de levede liv i ’Vi er kortvarigt smukke her på jorden’. Det er en barsk fortælling om at være udstødt, fremmed eller måske værst af alt usynlig som Amerikansk-Vietnamesisk emigrant. Barsk men skrevet så intenst og følsomt, at læseren troligt følger med til det sidste.

Romanen er egentlig et brev fra ’Lille Hund’ til sin mor. Hun kan godt nok ikke læse, og det er også irrelevant, for Lille hund er opvokset i Amerika og taler et sprog, hun aldrig har lært at forstå. Alligevel griber fortælleren til sproget i forsøg på at genskabe et bånd til sin mor ved at fortælle deres fælles historie. Familiens historie.

Allerede som lille kommer der en kløft mellem mor og søn. Hun arbejder foroverbøjet i timevis i en neglesalon, hvor konversationen med kunderne kan klares med Thank You og So Sorry. Sønnen begynder i skole, hvor han langsomt men sikkert bliver en del af det amerikanske samfund. Sproget bliver det store og stadigt voksende skel mellem dem. Sproget som fortælleren ender med at leve af som forfatter, men lige meget hvor godt han mestrer det, kan det aldrig trænge igennem til hans mor.

I brevet fortæller han om at vokse op med mor og mormor, der begge har mentale udfordringer efter deres oplevelser i Vietnam under krigen. Mormoderen måtte i perioder sælge sin krop til amerikanske soldater for ikke at sulte og begge har set ting, der har ætset sig ind i dem. For fortælleren betyder det blandt andet, at hans mor har en meget kort lunte, og han modtager en del slag gennem opvæksten.

Som ung forelsker han sig i ærkeamerikanske Trevor, hvis mor er skredet og har efterladt ham i trailerparken med hans fordrukne far. Lille Hund og Trevor har smerten til fælles, men mens vores fortæller har et meget stærkt overlevelsesinstinkt, hælder det til den anden side med Trevor. Da Trevor brækker anklen som 15-årig, får han udskrevet det smertestillende middel Oxycontin. Oxycontin er enormt afhængighedsskabende, og som tusinder af andre i USA ender teenageren som misbruger, på grund af medicin udskrevet af lægen.

”Hey Trev”, siger din søn, hans vens blod er blevet til en fast skorpe på hans kind. ”Fortæl en hemmelighed.” Vinden, fyrrenålene, sekunder.
”Hvilken slags?”
”Bare – sådan … en almindelig hemmelighed. Den behøver ikke gøre ondt.”
”En almindelig en.” Stilheden når nogen tænker, jævn vejrtrækning. Stjernerne over dem er en gigantisk udtværing på en hastigt rentørret tavle. ”Kan du ikke starte?”
På bordet i den anden ende af byen stopper dine fingre med at tromme på laminatbordpladen.
”Okay. Er du klar?”
”Yeah.”
Du skubber stolen ud fra bordet, tager dine nøgler og går ud af døren.
”Jeg er ikke længere bange for at dø”.
(En pause, så latter.)
Kulden stiger op i deres halse som vand fra en flod.
Mor. Du fortalte mig engang at hukommelse er et valg. Men hvis du var gud, så ville du vide at den er som en flod. Noget der går over side bredder.

– uddrag, s. 94

’Vi er kortvarigt smukke her på jorden’ giver et foruroligende indblik i emigranternes verden, hvor sproget kan afgøre om du kan få lov at høre til eller om du lever et live parallelt med resten af samfundet. Oplysende og yderst læseværdig.