307
2023
978-87-7007-842-9
Folk som sår i snö
1. udgave, 1. oplag
Der bliver udgivet en del bøger i disse år med afsæt i samernes historie, og et skud på stammen er ”Folk som sår i sne” af Tina Harnesk. Det er hendes debut som forfatter, og det må siges at være en vellykket en af slagsen.
Det er en stor bog, selvom den er lille af størrelse. Den er skrevet med bid; på samme tid alvorlig og morsom, nænsom og voldsom, lavmælt og intens. En bog, der kryber ind under huden på en med et troværdigt persongalleri; og krydret med samesagn, samernes historie og det samiske sprog. En sart og fin fortælling om en samisk familie, hvis veje må skilles og de konsekvenser, det har.
Hvor kunne det blive en smuk film.
Bogen kører i to spor med 85-årige Máriddja som hovedsporet. Hun er gift med Biera, som er begyndt at blive dement. Da lægen fortæller hende, at hun har kræft, beslutter hun at lade naturen gå sin gang. Hun vil ikke behandles, hun vil ikke ynkes, og af kærlighed til sin mand vil hun ikke fortælle ham, at hun skal dø.
Da hun går hjem fra lægen, smider hun sin telefon i en skraldespand, for så kan hospitalet ikke ringe og indkalde hende til alskens undersøgelser og behandlinger. Basta.
Máriddja og Biera bor alene i et gammelt hus og passer sig selv med kun sporadisk kontakt med naboerne. De kan klare sig selv, kan de! De er barnløse, men har engang taget sig af Bieras søsters dreng, som de elskede som deres egen. Men en dag dukkede søsteren op og tog drengen med sig, og de har ikke hørt fra dem siden. En ulykkelig begivenhed, der har knust de to gamles hjerter.
En dag, hvor Máriddja sidder og roder med Bieras I-pad, møder hun Siri. En meget forstående kvinde, der dog indimellem ikke helt forstår, hvad hun skal svare Máriddja på hendes mange spørgsmål. Men det er også lige meget for Siri er god at dele sine tanker med. Máriddja har besluttet sig for at prøve at finde drengen, der voksede op hos dem, så han kan se efter Biera, når hun er død, men det er ikke så let.
Andet spor er Kaj og Mimmi, der arbejder på det lokale sygehus, de er flyttet til byen og er ved at finde sig til rette med hus og job. Kajs mor er lige død. Samme med broderen går han i gang med at rydde op, og uden at røbe for meget, flettes de to spor af den vej sammen.
En dejlig bog, der minder en om at skønne på det man har og værdsætte livet, mens man har det. Jeg tilslutter mig DAST MAGAZINEs citat fra bogens omslag. Citat ” Jeg har læst, leet og grædt. Helt som historiefortælling skal være, som en joik, der kaster ekko gennem tid og sted. En underholdende og vigtig bog midt i al larmen. Et bankende hjerte fra Sápimi”.