0 kommentarer

En sag på Capri af Anders og Anette de la Motte

af d. 24. juni 2025
Info
 
Sideantal

413

Udgivet

2025

ISBN

978 87 7007 958 7

Originaltitel

Et fall på Capri - oversat af Louise Urth Olsen

Udgave

1. udgave

 

Holder du af gammeldags puslespilskrimier – whodunnit – hvor brik lægges til brik, før mordgåden løses til allersidst, og hvor du ivrigt gætter med undervejs, så er Anders & Anette de la Mottes spritnye krimi (Mord under solen -) ”En sag på Capri” gefundenes Fressen.

Ingen blod, ingen ækle scener, blot et hyggeligt svensk-dansk persongalleri i smukke omgivelser på den solbeskinnede, syditalienske ferieø, tilsat et skvæt sød romantik og en lind strøm af labre italienske delikatesser. Selve mordet er ren hear-say.

Forfatterne flirter med at nævne Agatha Christie, Hercule Poirot og miss Marple hist og pist, men hverken de eller forlaget går helhjertet til bekendelse:

(Mord under solen -) ”En sag på Capri” er en parafrase over Christies ”Evil under the Sun” (på dansk Mord i solen eller Solen var vidne) fra 1941. Komplet med et gådefuldt mord i glamourøse omgivelser, et celebert offer, en morder der ikke er alene om udåden og den klassiske slutning, hvor samtlige mistænkte samles og hver især får læst og påskrevet, før den sande morder til sidst må gå til bekendelse.

I ”En sag på Capri” er detektiverne i modsætning til Christies selvbevidste monsieur Poirot et par vaskeægte amatører. Den rare historielærer Hugo, hvis elskede kone netop er død, slår sig sammen med Lara, dygtig og indtagende leder af Belmonte Travels, som arrangerer det svensk-danske rejseselskabs luksusuge på Capri. Da en udlevet kendis findes død, fornemmer begge, at der er ugler i mosen, endskønt dødsfaldet først er ved at blive henlagt som et hændeligt uheld.

”En sag på Capri” er i højere grad en forelsket rejseguide til Capri med alle øens seværdigheder og en appetitlig introduktion til det italienske køkken end en decideret krimi. Sympatisk slentrende i dårende dejlige omgivelser med et lunt glimt i øjet og den næste aperitivo lurende lige om hjørnet.

Tidselgemytter vil nok indvende, at såvel plot som personer er vel rigeligt karikerede og spændingsniveauet tæt på ikke-eksisterende. Men pyt, som lysterapi i en formørket verden kan ægteparret de la Mottes ”En sag på Capri” snildt anbefales.

En 2’er meldes i øvrigt undervejs…

 

lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter