0 kommentarer

Intrige i Amalfi af Anders & Anette de la Motte

af d. 14. juli 2026
Info
 
Sideantal

334

Udgivet

2026

ISBN

978 87 7641 118 3

Originaltitel

Intrig i Amalfi - oversat af Louise Urth Olsen

Udgave

1. udgave

 

“Intrige i Amalfi”, anden selvstændige krimi i “Mord under solen”-serien forfattet af det drevne ægtepar Anders & Anette de la Motte, er lige som 1’eren udformet som én lang, henrevet turistbrochure, hvori rundhåndet er spredt små, kantede puslespilsbrikker.

Allerede på de første sider afsløres det, at en af deltagerne i det Agatha Christie-agtige plot er blevet myrdet. Så hopper handlingen tre dage tilbage, og herfra drysses brikkerne nu ud lidt efter lidt, så den mystificerede læser kan begynde at gætte med: Hvem blev myrdet? Hvem gjorde det, og hvorfor?

Rammerne (Amalfi-kysten i solskin, luksushotel, delikate småretter, skønne vine, uskyldig sommerflirt) er hyggeligt fotogene, afviklingen høflig og dannet, plottet fuldkommen udramatisk, opbygningen i små kapitler letfordøjelig – selv hjertesvage oldemødre kan læse med uden at frygte for helbredet. Feel good i slentretempo.

Denne gang er beskrivelserne dog lidt for glatte til min smag; der er for mange bankende hjerter og kærlige smil mellem de to hovedpersoner – den svenske historielærer Hugo Lind og den italienske rejsearrangør Lara Belmonte – som sammen opklarer intrigen.

Og intrigen… tja, to grene af den kendte, svenske Byhlén-slægt, der hver især producerer lækre chokolader, bringes sammen på et pittoresk luksushotel på Amalfi-kysten. Virksomhederne skal måske fusioneres. Man føler hinanden på tænderne, skændes lidt, spiser en masse lækker mad, nyder det gode liv. Men ak, efter en ophedet middag findes overhovedet for den ene gren død ved poolen, fusionen går måske i vasken – og det viser sig, at mange af familiemedlemmerne gerne så denne udvikling. Så – hvem er morderen?

Til sidst samles alle i biblioteket, og efter lidt forviklinger udpeges morderen foran alle de forsamlede. Hvor forgængeren “En sag på Capri” var en pastiche over Agatha Christie-klassikeren “Evil under the Sun”, kunne “Intrige i Amalfi” måske minde om “Crooked House” eller “Sad Cypress” – men jeg hælder til, at forfatterne blot læner sig op af Christies opbygning og intriger på en mere generisk måde.

Det skal blive (lidt) spændende at se, om næste bind – der åbenbart skal foregå i Rom – også afvikles som en parafrase over de klassiske Christie-krimier. Og om rare Hugo og delikate Lara kommer lidt længere end til blot at udveksle hjertebankende smil; begge er interesserede…

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter