En by i ruiner af Don Winslow

Så er vi nået til vejs ende med Danny Ryan, den besindige irske gangster, som Don Winslow i ”Flammernes by” sendte på flugt fra et blodbad i Providence, Rhode Island, videre til Hollywood i ”Drømmenes by ” og nu placerer i Las Vegas i trilogiens afsluttende bind, ”En by i ruiner”.

Tidligere fodsoldat i den irske mafia, Danny Ryan, er blevet en velhavende, magtfuld og respekteret mand. Med fortidens sorte penge har han købt sig ind i hoteller og kasinoer på The Strip og drømmer nu om at krone karrieren med at bygge det ultimative luksus- og oplevelseshotel; Il Sogno – drømmen.

Men først må han udkæmpe en bitter magtkamp med den rivaliserende kasinokonge, Vernon Winegard, om at få lov at købe en attraktiv byggegrund af en hårdhudet græker. En kort stund ser det hele lyst ud, men så dukker fortidens hævngerrige spøgelser op i form af FBI-agent Regina Moneta og en håndfuld italienske mafiosi, som også vil have Danny ned med nakken; helt ned.

Danny kæmper stenhårdt for at holde sig på den rigtige side af loven, ikke mindst af hensyn til sønnen Ian og kæresten Eden; men et par fatale fejlvurderinger sætter en blodig krig i gang, og her tæller beklageligvis kun beskidte metoder. Danny er nødt til at sætte alt – ALT – på ét bræt blot for at blive inde i kampen mod de formidable modstandere, som ikke tøver med at gå efter familie og venner.

Næst efter Dennis Lehane er Don Winslow min yndlingsgangsterpusher. Væg til væg-spænding, hårdkogt dialog, troværdige personer. Når det er sagt, må jeg beskæmmet erkende, at jeg savner den gangster, jeg mødte i første bind. Danny Ryan er blevet FOR regelret, FOR samvittighedsfuld, FOR optaget af altid at gøre det rigtige. Havde jeg været Trumpist, ville jeg næsten have kaldt fyren woke. For meget politisk korrekthed, for lidt tjubang, sorry to say.

I min optik har Winslow højglanspoleret handlingen og sin hovedperson så grundigt, at meget af det rå og uforudsigelige er gået fløjten. ”En by i ruiner” er bestemt ikke nogen dårlig roman, men som afslutning på en trilogi, der begyndte så fornemt, havde jeg forventet mere.

Mit råd til nye Don Winslow-læsere? Glem Danny Ryan, kast dig i stedet ræbende over ”Grænsen” og ”De smukke vilde” – og flygt så uden at se dig tilbage

Lån bogen på biblioteket