0 kommentarer

Efterhånden mulighed for sol af Michael Enggaard

af d. 4. marts 2021
Info
 
Sideantal

437

Udgivet

2021

ISBN

978 87 400 4148 4

Udgave

1. udgave

 

Fire år efter sin anmelderroste debut med romanen “Svækling” udkommer forfatter og journalist Michael Enggaard med en ny fortælling om ganske almindelige mennesker i et Hverdagsdanmark anno nu.

Historien handler om Julie og Tom, der for 25 år siden mødte hinanden på Radio Fri i Aarhus. De lavede et par opsigtsvækkende interviews sammen og begyndte at kæreste lidt.  Men ak, så indtraf ”hændelsen”, og så stoppede de med at ses.

I dag er Julie 49 og arbejder på en af de tarvelige Monarch motorvejsrestauranter. Klientellet er tvivlsomt, maden om muligt værre, ørkesløsheden får yderligere næring af samlivet med den psykisk skrøbelige søster i deres fælles barndomshjem på Vestegnen. Der er dømt midtvejskrise.

En dag skriver Julie et gammeldags brev til Tom. Kan han mon overhovedet huske hende?

Tom bor på Vesterbro i København med sin 15-årige søn Mikkel. Han bestyrer en billardsalon, er begyndt at bruge bideskinne mod tandsmerter og har også en begyndende midtvejskrise. Brevet fra Julie falder på et tørt sted.

Bogen klipper mellem begivenhederne i 1994, situationer fra hovedpersonernes liv i dag og ikke mindst deres (meget intelligente) korrespondance med hinanden.

Højdepunkterne i Julie og Toms respektive liv er nok de to scoops i gamle dage. Interviewet med den berømte skuespiller Rolf Oxholm, som var tæt på at kneppe Ghita Nørby. Og et andet interview med en næsten bevidstløs Benjamin Trier, forsanger i Screaming Misfits, et af landets hotteste bands.

Støt og roligt arbejder bogen sig frem mod hændelsen, der skabte bruddet mellem vores to sympatiske hovedpersoner. Endelig når vi frem, og ja, det er bestemt dramatisk. Men at begivenheden skal ødelægge et gryende venskab og romantisk forhold, fatter man ikke. Det bliver et fælt antiklimaks.

Hændelsen har faktisk mere at gøre med Irene, en bidsk studievært på Radio Fri. I den forbindelse vil jeg officielt indstille Irene til prisen for bedste birollekarakter i en dansk bog i 2021. Hendes replikker er lårklaskende; hun stjæler fuldkommen billedet fra de to hovedroller.

”Efterhånden mulighed for sol” består af en række gode karakterer og spøjse situationer, hver især af høj kvalitet, men uden indbyrdes sammenhængskraft. Som om forfatteren har riet et flot kludetæppe sammen af en masse små, fine lapper indsamlet hist og pist.

“Der er gået lidt båndsalat i knolden,” skriver Julie mod slutningen til Tom. Nøgleordet her er “lidt”. Hovedpersonernes respektive dramaer er simpelt hen for små til at bære en roman.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter