0 kommentarer

Edderfuglens rejse af Kurt L. Frederiksen

af d. 30. juni 2006
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

239

Udgivet

2006

ISBN

87-21-02674-2

 

En gabende kedsommelig fortælling om Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition med hundeslæde fra Grønland, nord om Amerika til Alaska. Turens formål var at bevise eskimoernes slægtskab og udvandring i polaregnene, og dette fokus holdes meget godt bogen igennem, men det gør spændingen ikke.

Ekspeditionen i 1921-1924 bestod foruden Knud Rasmussen af videnskabsfolk og flere eskimoer fra Thule-egnen. Den længste del af rejsen gør Knud sammen med kvinden Arnarulunguaq og den unge fanger, der går under navnet Edderfuglen. Ideen med at fortælle historien gennem denne unge eskimos øjne er god og prisværdig, men det virker ikke.

Rejsens længde, drama og episke dimensioner kommer slet ikke til sin ret i forfatterens udlægning, skønt der ind i mellem dukker små pudsigheder op, som samlet set trods alt gør “Edderfuglens rejse” spiselig.

Bogen mangler i den grad perspektiv, variation og konsekvens. Edderfuglens evige, naive undren over Knud og den vestlige verden bliver ensformig i længden, og hans personlige udvikling er for tam til at bære fortællingens stemme. Hans rejse er vitterlig bare en rejse. Fra A til B.

“Edderfuglens rejse” savner den slags spænding, der får læseren ud på kanten af stolesædet. Selv Arnarulunguaq formår ikke at danne ordentlig splid mellem de to mænd, hvilket ellers er et af de mest oplagte dramaer. Det virker som om, forfatteren har lænet sig lidt for meget op ad Knud Rasmussens dagbøger og andre udgivelser og stolet for lidt på sin egen fantasi.

Verdens længste slæderejse ebber ud og efterlader et ligegyldigt indtryk. Det er synd.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter