213
2000
87-595-1362-4
Lost horizon
Et sted på jorden er der en dal hvori menneskerne bliver hundrede af år. Tid er ikke et dagligdagsproblem og dovenskab er i en vis udstrækning en dyd. Indgangen til dalen er snæver, og det er de færreste der finder vejen. Men skulle man være blandt de få, så vil man blive modtaget med gæstfrihed og oprigtig interesse for én, og derefter blive fulgt hen til lamaklosteret Shangri-la, der indeholde mange hemmeligheder og er fyldt med alverdens visdom og kunst.
Roberta Brincklow (en kristen missionær), Henry D. Barnard (amerikaner), Hugh Conway (konsul) og Charles Mallinson (vicekonsul) er netop fire personer, der umiddelbart har det eneste tilfældes at de havnet på dette kloster. Men er det et tilfælde?
Personerne i romanen har alle den fællesnævner, at de hver især repræsenterer en type af mennesker. Der er den vittige livsnyder (Bernard), den der har viet sit liv til religionen (Brincklow), den evigt skeptiske/nøgterne/videnskabelige type (Mallinson) etc. Conway er den eneste der gennemgår en udvikling og må også betragtes som hovedpersonen. Set ud fra en psykoanalytisk vinkel er alle de andre personer, blot sider af Conway selv, som denne konfronteres med. “Guds vilje eller menneskelig galskab. Man behøver blot at vælge et af disse 2 alternativer, hvis man ville have en forklaring på de fleste ting… eller måske menneskelig vilje og guds galskab.” Så et væsentligt spørgsmål bogen lægger op til er: Er paradiset noget inde i en selv, en form for fuldstændig selvopfattelse og hvilen i sig selv, eller noget ydre, noget der skal søges igennem religion?
Forfatteren giver undervejs også udtryk for holdninger angående et samfunds opbygning og borgernes opfattelse af sig selv i dette. “… vore folk ville blive rystede, hvis de var tvunget til at erklære, at en styreform var helt rigtig og en anden helt gal.” At kunne leve i et dynamisk samfund med gensidig respekt og tolerance er at foretrække, frem for et statisk lovbestemt samfund, hvor folk ikke er i stand til at abstrahere fra den konkrete situation og enkeltes særegne behov. Førstnævnte vil bevirker langt færre uheldige episoder, fordi mennesket er udstyret og opdraget med mådehold, en slags gylden middelvej. Sådan er der i Shangri-la. “Juvelen har facetter… og jeg tror, at de fleste religioner indeholder en del af sandheden.” Et aktuelt synspunkt!
Sproget er let læseligt, og fortalt via en 3.personfortæller, hvilket betyder at man oplever Shangri-la fra ligeså mange sider af som der er personligheder. Endvidere bidrager ovennævnte temaer, holdninger og budskaber til, at man tvinges til at tage stilling til, om man er enig eller ej i Shangri-las styreform og definition af lykke. For det er bestemt ikke alle personerne i romanen, der betragter det som sand lykke at opholde sig i Shangri-la. Min konklusion er: læs og oplev et paradis!
Lån bogen på biblioteket