0 kommentarer

Dukken af Yrsa Sigurðardóttir

af d. 26. maj 2020
Info
 
Sideantal

421

Udgivet

2020

ISBN

978 87 11 90564 7

Originaltitel

Brúdan - oversat af Nanna Kalkar

Udgave

1. udgave

 

Rósa er kun en lille pige, da hun sammen med mor Dísa sejler ud med en fiskerbåd, der får en dukke i garnet. Rósa insisterer på at beholde den ækle dukke. Og snart sker der noget uhyggeligt med moren.

Der sker også noget mystisk med to unge turister, der camperer ulovligt på en mark. Og så forsvinder både de, deres telt og deres cykler.

Fem år senere eftersøger politiet Rósa som vidne i en sag om en mand, der anklages for at misbruge teenagedrenge. I anden sag finder man nogle menneskeknogler, der stadig sidder fast i gummiskoene, på havets bund. Sært nok befinder knoglerne sig præcis på det sted, hvor den uhyggelige dukke i sin tid blev fisket op.

Mysterier er der nok af, og de stritter tilsyneladende i alle retninger, men måske er de alligevel på en eller anden måde forbundet?

Heldigvis er et par af Islands erfarne folk på sagen. Nemlig Yrsa Sigurðardóttirs faste hverdagshelte, efterforskeren Huldar og børnepsykologen Freyja. Hver kan på sin måde bidrage til at trænge til bunds i det uigennemsigtige morads. Nemt er det dog ikke, og det hjælper bestemt ikke, at Island denne sommer er ved at drukne i isnende regn.

Yrsa Sigurðardóttir er en prisbelønnet islandsk krimiforfatter med en omfattende produktion bag sig. Hun er leveringsdygtig i interessante plots, troværdigt gråmelerede karakterer og halvtriste miljøer samt en stringent fremadrettet motor i handlingen.

Men – den gode Yrsa er også meget, meget omhyggelig med konstant at få alle detaljer med, uanset hvor komplet ligegyldige de er. Alt skal med, og mere til. Som om forfatteren får betaling pr. linje. Det er naturligvis intet problem, hvis læseren har masser af tid og en engels tålmodighed. Hvis du derimod foretrækker fart over feltet og smæk for skillingen, så er din lunte nok for kort til Yrsa Sigurðardóttir.

Undskyld, fik jeg formuleret det lidt uklart? Til trods for et på papiret spændende plot egner “Dukken” sig bedst som sovemedicin. Virkningen indtræder øjeblikkeligt på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Det er præcis lige så effektivt som at betragte maling tørre.

Yderligere minuspoint for, at det meste af sagens opklaring fortælles henkastet i en samtale efter en masse ligegyldig snak om hår og lusekure. Ingen drama, intet engagement, 400 siders intens kedsomhed kulminerer i ren ligegyldighed.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter