Dukkehospital af D. A. Hagelund

Åh ha… Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Dette er ikke en lang digtsamling. Dette er ikke et forsøg på at skrive noget stort og lave et værk som skal slå benene væk under dig som læser. Dette er ikke kærlighedsdigte med den stormfulde romantiske opstart og det intense parforhold efterfølgende. Nej. Dette er en digtsamling som viser livets barske virkelighed når man ikke er som alle andre, når man er født med en sygdom og altid skiller sig ud, når man viser sin frustration over at tingene skal være så svære, og når man måske nogen gange bare ville ønske for et kort sekund at man ikke var her længere.

Men det lyder så voldsomt og tja, det er det også. Selv om man kan mærke forfatterens personlighed skinne igennem, og selv om man ikke er i tvivl om at hun kan noget med ord. Så kan man mærke hendes lede ved tilværelsen, når det ikke er hende selv der bestemmer. Man kan mærke den indre kamp hun har, men som hun ikke nødvendig vis viser. For hvad enten man selv har prøvet at fejle noget eller ej, så kan man levende forestille sig hvor svært det må være at vise omverdenen, at man er glad for livet og nyder sit liv til trods for kørestol, sygdom, hospitalsbesøg mm.

Og jeg syntes, selv om jeg ikke kender forfatteren, at hun formår at bryde det tabu det desværre stadig er at sige højt, når man selv er træt af at leve med en sygdom. Hun får sat ord på nogen følelser som kan være svære at håndtere, men som samtidig kan åbne op for en debat om hvordan livet også kan være. Og hun får på en eller anden vis også læseren til at blive lidt nysgerrig på hende som person, for selv om man er med helt tæt på når hun for eksempel oplever vrede, så virker det som om de mørke tanker på sin egen vis giver hende en drivkraft. Og det er ret fascinerende at følge i digtene. For selv om de er hårde og lidt dystre så er de også fanden i voldske og virker som udbrud der giver hende luft. Og det er i sig selv ret interessant.

Forsiden på bogen finder jeg en smule uhyggelig, men det giver god mening når man så læser digtene. Og jeg læste dem ud i en køre. Kunne slet ikke stoppe igen, for blev suget ind i “mørket” og ville hele tiden gerne se om der snart kom lys for enden af tunnelen. Forfatterens måde at udtrykke sig på er speciel men fangende.

Har du mod på en digtsamling som ikke er helt så taknemmelig, men som i den grad giver stof til eftertanke, så er det denne du skal have fat i!

Lån bogen på Bibliotek.dk