Patria af Fernando Aramburu

Først blev der skrevet TXATO på familiens husmur. Senere noget mere. Til sidst stod der TXATO ENTZUN PIM PAM PUM. Og så blev den altid hjælpsomme, altid generøse entreprenør Txato Entzun skudt ned. Af ETA, den baskiske frihedsbevægelse.

Fernando Aramaburu har skrevet en uafrystelig historie om et bebudet mord og dets følgevirkninger. For ETA advarer skam Txato først, men manden enten vil eller kan ikke betale de 25 millioner pesetas, de kræver.

Txato har ikke fortalt sin familie om kravet, så for dem kommer drabet som et chok. Ikke mindst, fordi det måske er begået af deres tidligere bedste venners ældste søn. Knægten er blevet radikaliseret, som det jo sker med unge mænd rundt omkring i verden, og det kan meget vel være ham, der affyrede de fire skud.

Vi følger de to familier efter drabet. Før var de så tætte, som venner kunne blive. Nu er det gensidige had næsten håndgribeligt. I hvert fald blandt de to aldrende mødre, Bittori og Miren. Forbenede, krigeriske kvinder, der vil kæmpe for deres ubrugelige principper til sidste blodsdråbe.

Blandt de to familiers unge er billedet knapt så sort/hvidt. For den nye generation handler det mere om at få et tåleligt liv, om sex og kærlighed, om drømme og ambitioner, dagligdags ting. Aramburu lader alle personer få en stemme undervejs, og ja, hvert fugl synger jo med sit næb.

Vi kender ikke meget til ETA på vores breddegrader, men har måske haft sympati med et lille folk, der prøvede at opnå selvstændighed fra et stort, repressivt regime. Forfatteren nuancerer billedet. ETA var ikke blot frihedskæmpere, men også brutale pengeafpressere, måske ikke altid lige retfærdige?

Især situationen, hvor Txato og hans familie helt uden skyld får den kolde skulder af resten af landsbyen, er flot malet op. Man skammer sig over menneskehedens trang til at følge de stærke og lade de svage i stikken. Tænk bare på Nazityskland, hvor jøderne det ene øjeblik ansås som loyale samfundsstøtter, det andet øjeblik var prügelknabe for alle.

Aramburu har et godt blik for en ældre generations modsætningsfyldte, ofte dumstædige loyalitet mod familien og efterkommernes forståelige, men også historieløse ønske om at glemme fortiden og se fremad.

Skrivestilen med camouflerede replikker og tanker er let aparte, men når man lige rammer jargonen, er det et ekstra plus. Personerne bliver mere levende, mere ufuldkomne, mere menneskelige.

Fernando Aramburu er selv fra den baskiske by San Sebastian (Donostia), men har meget lidt sympati for ETA’s voldelige metoder. Typisk nok bliver ETA-tilhængerne i bogen derfor primitive/dumme/triste, mens de upartiske baskere er ganske almindelige mennesker.

En nuancering samt bare en flig af en forklaring på de to parters respektive argumenter havde været ønskelig. Men pyt, “Patria” er en historie, kryber ind under huden og bliver derinde.

Lån bogen på Bibliotek.dk