0 kommentarer

Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata

af d. 2. juni 2021
Info
 
Sideantal

150

Udgivet

2019

ISBN

978 87 93661 36 3

Originaltitel

KONBINI NINGEN - oversat af Mette Holm

Udgave

1. udgave

 

Keiko arbejder i Smile Mart ved Hiiromach Station i Tokyos forretningskvarter. En døgnkiosk, eller snarere et minimarked, for travle kontorfunktionærer og områdets lokale beboere.

Hun er 36, løst ansat på 18. år og tilbringer det mest af sit vågne liv i døgnkiosken. Hun elsker det, kun dér føler hun sig rigtigt tryg. Hjemme i sit usle hummer genkalder hun sig døgnkioskens lyde, og først da kan hun sove.

“Jeg spiser døgnkioskens boller til morgenmad, onigiri eller fastfood til frokost, og tit er jeg så træt om aftenen, at jeg køber mad i butikken og tager det med hjem.”

Keiko hverken evner eller lyster at knytte normale bånd til normale mennesker. Hun har aldrig haft venner, aldrig haft sex, befinder sig bedst i den venligt sterile atmosfære blandt kollegerne, hvor der er faste regler for, hvordan man opfører sig og ser ud.

For at kunne gebærde sig uden for døgnkioskens beskyttende, antiseptiske glasboble aflæser hun, hvordan de mest succesfulde af hendes kolleger taler og klæder sig. Det går fint; hellere en god kopi end en dårlig original.

Så svært har Keiko ved at gennemskue samfundets stiliserede normalitet, at hun end ikke fatter, hvornår man er lykkelig eller det modsatte. Hun eksisterer bare; som et “fremmedlegeme”, der næppe kan “kureres”.

I en nøglescene er hun på besøg hos lillesøsteren, der netop har fået en baby. Hans lille kind er forunderligt blød, “som at stryge hen over en vabel.”

Den lille begynder at græde, søsteren trøster ham. “Sikke meget besvær hun gør sig, tænkte jeg og kiggede over på bordet, hvor den lille kniv lå, som vi havde skåret kagen over med. Det ville være så let at få ham til at tie stille.”

Er Keiko en ultrarationel, følelsesforladt autist? Måske. Hun kunne også minde om en robot, mens hele sceneriet med den døgnoplyste, plasticagtige kiosk tilsvarende kunne minde om en lidt mareridtslignende fremtidsvision.

Ingen tvivl om, at den prisbelønnede Sayaka Murata vil have os til at spekulere over normalitetsbegrebet. Kan et meningsfuldt liv kun leves på én bestemt måde? Hvem er egentlig mest maskinelt tænkende – hende, der foretrækker det beskedne, velordnede liv uden en krævende partner, eller os andre, der halser afsted for at nå præcis de samme materielle og menneskelige mål som alle altid har gjort til alle tider?

“Døgnkioskmennesket” fader desværre ud i anden halvdel, hvor en ondskabsfuld mandsperson begynder at udnytte den forsvarsløse Keiko, og hvor hun selv når frem til en lidet overraskende erkendelse om sig selv. Den lille historie lukker sig om sig selv; forfatteren er øjensynligt løbet tør for ideer og visioner.

En langt bedre, dybere og mere helstøbt fortælling om det maskinelle menneske er nobelpristageren Kazuo Ishiguros “Klara og solen”. Læs hellere den, hvis du skal vælge.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter