188
2014
978-87-7070-414-4
Hovedpersonen i “Bondeanger” hedder noget så pæredansk som Anne-Mette, og hendes liv er præcis lige så blottet for fine fornemmelser og glimmer, som navnet antyder. Anne-Mette har nok at se til på sin gård med 400 søer og tre døtre. Hun er typen, der foretrækker overalls frem for fancy jeans, og når hun går i bad, må hun tage neglebørsten til hjælp for “at fjerne den røde grisespray på hænderne.”
Marianne Jørgensen skriver en lige ud ad landevejen-prosa, der passer perfekt med den ubesmykkede virkelighed, hun skildrer. En virkelighed, man sjældent oplever, når man som jeg bor i byen.
Foruden Anne-Mette giver bogen stemme til fire andre personer.
Bedsteveninden Nanna, der synes, livet burde byde på mere end en sød og forstående lægemand og to kvikke tvillingedrenge.
Den 16-årige datter, Gro, der kæmper med humøret og sin spirende seksualitet, og som chatter flittigt med veninderne: Okii, LOL, fuck…
Eksmanden Troels, der for nogle år siden forlod Anne-Mette til fordel for en yngre model. Dengang følte hun sig bondefanget (som også er titlen på forgængeren til denne roman). Nu kommer Troels fuld af bondeanger og håber at blive taget til nåde – om ikke andet for døtrenes skyld.
Og endelig kvinden, som Troels forlod Anne-Mette til fordel for; hun ser tingene fra et helt andet perspektiv og har helt andre udfordringer end Anne-Mette.
Det er vigtige og vægtige emner, vi præsenteres for: At finde ny kæreste efter en skilsmisse. At fastholde et venskab, selv om man glider fra hinanden. At de kære børn mobber. At få kræft tidligt i livet. Sidstnævnte historie er så eminent beskrevet, at jeg sad med tårer i øjnene bagefter.
Alligevel er “Bondeanger” ikke helt vellykket. Forfatteren har for mange bolde i spil og dribler for hurtigt videre. Mange scener slutter lige inden klimaks, og først langt senere opklares det, hvad episoden endte med. Fik Anne-Mette sex med den flotte dyrlæge? Hvad skulle Nanna egentlig alene i København? Etc.
Marianne Jørgensen kunne med fordel have udeladt de tandløse kapitler med Troels og Gro og i stedet gået i dybden med de tre interessante kvindeskæbner. Det ville have resulteret i en langt mere helstøbt og tilfredsstillende afrundet roman.