0 kommentarer

Det perfekte skud af Kristen Callihan

af d. 20. oktober 2020
Info
 
Sideantal

379

Udgivet

2020

ISBN

978-87-02-30029-1

Originaltitel

The hot shot

Udgave

1

 

Følelserne de begge to ikke havde set komme

Finn er rig, populær, model, stjernen på det amerikanske fodboldhold, og han er kun interesseret i følelses-fri hurtig tid med det modsatte køn. Alle drengene fra fodboldholdet skal stille op til en nøgenfotografering, hvor fotografen er Chess. En pige der ved, hvad hun vil have og har en drøm om at møde den eneste ene. Hun har lært på den hårde måde, at de populære fyre kun er interesseret i en engangs-episode, hvilket ikke passer med hendes plan. Til fotograferingen viser de store fodbold-drenge sig frem, smiler skævt til hende med blink i øjet, og til trods for at de er splitternøgne foran kameraet, forsøger Chess at vise, at hun er upåvirket, da hun ved, at de ikke fører noget langtidssigtet med sig. Hun udfører bare sit arbejde. Men Finn har fået interesse for hende og hendes åbenlyse ligegyldighed gør ham blot mere nysgerrig. Chess kan ikke helt undgå at bemærke hans charme, og da han i gentagne situationer redder hende, må hun til sidst sande, at han ikke er helt den dårlige fyr, som hun havde antaget ham for at være.

 

“Det perfekte skud” er fjerde selvstændige bind i serien “Game on”, og det er faktisk den eneste, jeg har læst i serien. Bogen er et klassisk eksempel på en college-romance krydret med en masse sex og uimodståelige kærlighedsscener.

Chess mangler et sted at bo, hvor Finn tilbyder, hun kan bo hos ham. Det bliver en kamp for ham at indse, at han vil have hende mere, end han havde forudset. Og der beskrives en situation i historien, hvor Chess skal rejse, og Finn endelig realiserer, at han mister hende for altid, hvis han ikke handler og fortæller om sine følelser. Hele optrapningen omkring dette bliver lige en tand for kliché og sukkersødt for mig.

I starten får forfatteren fremstillet Finn som værende den stereotype sportsidiot, der bare er muskler og udseende. Men langsomt åbnes der op for Finn som person, og hans personlighed viser sig at være blød som smør. Han har sine problemer og åbne sår at kæmpe med, som former ham til den bløde karakter han er. Chess har også en baggage fra sin fortid, men det er som om, man ikke kommer helt under huden på Chess på samme måde som Finn. Jeg kan ikke sige, hvad den manglende følelse skyldes. Måske en dybere forklaring om Chess’ fortid havde gjort det bedre for læseren at forstå hende.

Jeg blev ikke betaget af historien, den blev for langsommelig og let forudsigende. Det virkede som en bog kun med college-flirten og fokus på sex med sidehistorier i form af præsentation af forhistorierne fra begge karakterer. Det er nogle skønne beskrivelser og en fin lethed, som gør sproget helt fløjlsblødt, og får læseren til at glide igennem siderne. Det må jeg give forfatteren; det er et godt skrivetalent at få læseren til at læse videre, trods læseren ikke er fanget af historien.

 

”Det perfekte skud” er et anmeldereksemplar fra forlaget Flamingo.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter