0 kommentarer

Det fjerde offer af Mari Jungstedt

af d. 27. juli 2014
Info
 
Sideantal

315

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7108-890-8

Originaltitel

Det fjärde offret

 

Et røveri mod en pengetransport på Gottland ender tragisk – en 6-årig pige dør af kvæstelserne, da hun rammes af røvernes flugtbil. Jagten på røverne går ind, og da politiet finder deres skjulested på en ødegård, finder de den ene røver likvideret, så at sige med bukserne nede. Han er blevet overrasket, mens han forrettede sin nødtørft og har fået halsen skåret over. En af taskerne fra røveriet ligger udenfor, farvepatronen er udløst.

Læseren kender fra starten røvernes identitet – Terese, Degen og Jocke – den ubekendte (for læseren) er ham, der slog Jocke ihjel. Vi føres tilbage til 1974, hvor de 3 mødte hinanden. Terese er blevet fjernet fra sit hjem, hvor de alkoholiserede forældre ikke magtede forældreopgaven, og er anbragt hos en pæn familie – lidt for pæn for Terese, der ikke kan klare de polerede rammer i familiens skød, og ender med at blive smidt ud fordi hun stjæler, lyver, drikker og ryger hash. Jocke og Degen bliver hendes redningsmænd – og de 3 bliver venner for livet.

I nutiden sættes Anders Knutas og hans team på at opklare sagen. Knutas har problemer i sit privatliv – Line er rejst til København i et halvt år, hun savner Danmark, og har taget et vikariat i København. Hvor Knutas er godt tilfreds med at have fred og ro, når han har fri, vil Line have mere – omsorg, opmærksomhed, oplevelser. Knutas bager lidt på kollegaen Karin – men det bliver ved tanken.

Journalisten Johan og fotografen Pia er som vanligt på pletten, hvor tingene sker. Og har andre muligheder end politiet, bl.a. når det gælder om at komme i kontakt med Jockes rockerbrødre. Johan og Emma har også en slags krise i parforholdet – som andre børnefamilier med for meget at se til i hverdagen, savner Emma nærhed og omsorg, og er i tvivl om Johans følelser.

Bogen er ikke overbevisende. Det går lidt for nemt for Johan og Pia at få foden indenfor i rockermiljøet, og få overbevist den ellers meget lukkede gruppe om, at det vil være en god ide med pressedækning. Johan og Emmas problemer bliver lige netop berørt, men ikke fulgt op. De to har sammen med Knutas og Line været gennemgående personer i hele serien, men der skøjtes for let hen over dem i denne bog.

Bogen hæver sig ikke op i det store spændingsfelt, men er en lidt tam omgang. Plottet er tyndt og virker lidt for “nemt”. Den er hurtigt og let læst – men lige så hurtigt glemt igen. OK som uforpligtende sommerferielæsning – men heller ikke mere.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter