Det døende dyr af Philip Roth
163
2002
87.02-00350-3
The Dying Animal
1, udgave
I “Det døende dyr” hudfletter mesterforfatteren Philip Roth – med vanlig virilitet og sylespids skarphed – amerikansk (sex)moral i almindelighed og fordommene om prostatagenerationens (sex)liv i særdeleshed. Døden får også et antal velvalgte, lettere paniske ord med på vejen.
Om moralen over there: “Den ældgamle amerikanske historie: Frels de unge fra sex. Men det er altid for sent. For sent fordi de allerede er født.”
Roth er selv blevet en ældre herre, og det samme er klædeligt nok en af hans gamle protagonister fra tidligere romaner, den amerikanskjødiske professor David Kepesh. 70 år for at være helt præcis. Kepesh er litterat, men også smagsdommer i radio og på tv, hvilket har sikret ham en vis lokal berømmelse. Og ikke mindst adgang til adskillige yngre studiners føjelige kroppe.
Hele livet igennem har sex været den vigtigste drivkraft i Kepesh liv. Han – “knepperiets store fortaler” – forlod kone og barn i de hæmningsløse 60’ere for at følge sin liderlighed helt til dørs, og nu hvor han kan se en ende på det hele, har lysten ligefrem fået et konkret formål:
“Sex er også hævn over døden. Glem ikke døden. Glem den aldrig. Ja, jeg ved godt at også sex kun har begrænset magt. Jeg ved udmærket hvor begrænset. Men sig mig, hvilken kraft er større?”
For otte år siden faldt Kepesh pladask for 24-årige Consuela med de hypnotisk appetitlige bryster og den indolente holdning til mænds brug af sin overdådige krop. Den aldrende professors livslange kynisme afløses pludselig af regulær forelskelse, besiddertrang, jalousi – foruden pigens legeme vil han eje hendes sjæl og ungdom.
Til en unavngiven tilhører (læseren?) fortæller Kepesh om sit halvandet år lange forhold til den Modigliani-skønne ungmø, som uanfægtet lader sin gamle lærer gøre med hende, hvad han vil. Inklusive et skelsættende mellemspil med menstruation og en tampon. Det umage pars ulige forhold kulminerer selve nytårsaften 2000, hvor bogens Yeats-inspirerede titel med et får et overraskende twist.
I den sørgmuntre sæd(e)skildring får Roth indføjet en syndflod af litterære referencer samt hjemmeæltede holdninger til alt mellem himmel og jord. Småt og stort i skarp sovs. Som hans andre værker er “Det døende dyr” begavet, velskrevet, interessant; og demonstrativt misantropisk, som kun en amerikansk jøde kan koncipere det.
