0 kommentarer

Det Danmark du kender af Peder Frederik Jensen

af d. 24. januar 2022
Info
 
Sideantal

276

Udgivet

2020

ISBN

9788772380032

Udgave

1. udgave

 

Bogen gør ikke meget væsen af sig. En mørkebrun forside – som ved et nærmere kig viser sig at være en pløjemark med en grøn traktor. Titlen fanger heller ikke umiddelbart – ‘Det Danmark du kender’ – lidt kedelig måske?

Men skinnet bedrager. Kedelig – det er den i hvert fald ikke. Man kan altså ikke dømme en bog på forsiden.

Startscenen er en trafikulykke. Det er meget tidligt om morgenen, klokken er 4:47, Niels er ude på sin avisrute. Politikeren Morten er på vej hjem fra et møde i København – han har drukket alt for meget, skulle overhovedet ikke køre bil, men han kender jo vejen, og man møder jo ikke nogen på den tid af dagen…. samtidig skal han lige ringe til Sigrid, og lige pludselig er knallerten der, lige foran bilen.

Lastbilchaufføren Frank er den første på ulykkesstedet, han ved, hvordan man skal reagere. Han får ringet 112, yder førstehjælp, redder måske Niels’ liv?

Disse fire personer, Frank, Niels, Sigrid og Morten er bogens hovedpersoner, og har fået hver et afsnit i bogen.

Morten er borgmester på Lolland, han kæmper for sin hjemegn, et Udkantsdanmark, hvor der bor mennesker med udfordringer. Morten er socialdemokrat, han kan bruge sine hænder – i modsætning til mange af politikerne på Christiansborg, som er rene teoretikere. Morten er gift med Camilla, bløde, blide Camilla, som altid bakker Morten op, som tager sig af hjemmet og børnene uden at gøre det store væsen ud af sig selv. Camilla og Morten skændes sjældent, hun accepterer, at hans karriere er vigtig, hverdagen fungerer, de har god sex, Morten er vild med Camillas krop. Men Morten har samtidig en elskerinde, Sigrid, de to er barndomsvenner; Sigrid er Camillas modsætning, hun giver ham modspil – Morten vil ikke undvære nogen af dem.

‘Niels kom til verden på et polstret sæde et sted på kanten af en roemark’. Han mor var ung og blev smidt ud hjemmefra, da hun blev gravid. Niels er en ung mand, der vil noget med sit liv – trods det, at hans odds i livet ikke er for gode. Han tager sig af de små brødre så godt han kan. Hjemmet er rodet og beskidt, hans mor er prostitueret, hans lillebror er kriminel – Niels hjælper med at forsørge familien, han har ambitioner, hans første mål er at blive student.

Når jeg overhovedet læste bogen, skyldes det, at jeg så en begejstret omtale af den, som fangede mig – havde jeg bare set den uden at vide noget om den, tror jeg, jeg var gået lige forbi den. Jeg er glad for at jeg læste den. Bogen formår at vise os et billede af fire meget forskellige hovedpersoner og de bipersoner, der er tilknyttet. Det er ikke en tyk bog, men trods sine kun 276 sider får vi en detaljeret fortælling fra Udkantsdanmark, som både skildrer miljøet i denne del af Danmark helt fantastisk og samtidig giver os en fortælling om fire meget forskellige personer, der alle har ambitioner og vil noget med deres liv – nogle af dem får på et splitsekund deres liv smadret.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter