Dengang Annie Thorne forsvandt af C.J. Tudor

Der er ingen tvivl om at C.J. Tudor er en fremragende fortæller, for ligesom med debutromanen “Kridtmanden”, holder Tudor også denne gang læseren helt ude på kanten af lænestolen. Og det er egentlig underligt, for fortællingens ramme er i store træk den samme som i forgængeren. Også denne gang er hovedpersonen en enlig mandlig lærer, og der er på en eller anden måde lagt op til noget der ligner en gentagelse af “Kridtmanden”. Det er det også på mange punkter, men på endnu flere punkter er “Dengang Annie Thorne forsvandt” helt sin egen.

Da Joe Thorne var dreng, forsvandt hans søster, Annie, og var væk i 48 timer. Annie kom tilbage, men hun var helt forandret og ville ikke fortælle, hvad der var sket. Og så gik det hele galt.

Nu er Joe tilbage i barndomsbyen Arnhill. Han er flyttet ind i et hus, hvor en mor for nylig har slået sin søn ihjel og taget livet af sig selv. Han kan mærke, han ikke er velkommen i byen. Han havde helst været fri for at skulle tilbage. Men i samme øjeblik, han åbnede e-mailen, vidste han, at han ikke havde noget valg.

”Jeg ved, hvad der skete dengang med din søster. Det er begyndt igen”.

Også denne gang skifter historien frem og tilbage mellem fortid og nutid. Joes barndom oprulles, samtidig med at vi oplever den voksne Joe forsøge at finde hoved og hale i den mærkelige historie. Det fungerer fint med denne dobbelthed, og giver fortællingen dybde. Tudor slutter næsten alle kapitler med en cliffhanger. Ikke noget vildt og voldsomt actionfilm agtigt, men en måde en sætning bliver sagt på, uden at sige det hele, gør at man lige bliver nødt til at tage et kapitel mere. Normalt bliver jeg træt af det, hvis der er for mange af disse cliffhangere, men her virker det på en eller anden måde som det naturlige at gøre.

C.J. Tudor er en virkelig dygtig fortæller. Hun formår at grave dybt i sine personer, og viser sin læser dem råt for usødet. Ingen er helt gode, og ingen er helt onde. Alle bevæger sig frem og tilbage mellem disse yderpoler – som de fleste af os nok gør i løbet af livet.

“Dengang Annie Thorne forsvandt” er ikke en krimi som sådan. Det er en spændingsroman, men også et psykologisk billede af nogle mennesker og det liv der blev deres. Handlingsmæssigt står den knap så skarpt som “Kridtmanden”, og der var ting jeg aldrig helt fik en forklaring på. Bogen er ikke helt så god som forgængeren, men stadig en blændende god historie, som man bør unde sig selv at læse. Jeg håber dog, at Tudor finder en anden rammefortælling til sin næste bog. For jeg tvivler på at den enlige lærer med en grim historie fra barndommen, vil fungere en tredje gang.

Lån bogen på Bibliotek.dk