Den sporløse af Morten Remar
249
2018
9788793434998
Man skal ikke lade sig narre af den lidt kiksede titel, for bag den gemmer sig en udmærket krimi. “Den sporløse” er andet bind i Morten Remars serie om politikommisær Martin Rømer. Første bind var “Detonator” fra 2017.
Hvor “Detonator” ikke bare var en krimi, men også havde noget på hjerte, er “Den sporløse” mere en almindelig krimi. Der sker nogle mord som skal opklares, og det er så det. Bogen er, i modsætning til forgængeren, mere lige ud ad landevejen, og man sidder ikke på kanten af lænestolen og bider negle mens man læser.
Selve plottet er udmærket tænkt, og i meget lang tid står jeg som læser på lige så bar bund som Martin Rømer og hans stab af dygtige efterforskere. Der er de sædvanlige “nu har vi ham” oplevelser, og de sædvanlige deraf følgende “det havde vi så ikke alligevel”. I sidste ende bliver det et tilfælde der fører til sagens opklaring. Men hvilket tilfælde! Det tror jeg ikke er set før. Godt tænkt Remar.
Handlingen skrider langsomt frem, og til tider lidt for langsomt. Samtidig med opklaring af sagen, følger vi lidt med på sidelinjen i Martin Rømers privatliv. Han er enkemand med to små døtre, og den situation kunne godt bruges til at give Rømer lidt mere krop. I stedet bliver det mest en række punktnedslag hvor Rømer glemmer de ting døtrene skal have med i børnehave, samtidig med at han skal sørge for pasning til dem, nu hvor han er så optaget af sagen at han ikke har tid til sine børn. Rømers mor kommer også ind i historien, og også her kunne der bruges mere tid på den del.
“Den sporløse” er en udmærket krimi, men den ville have vundet ved at være 1-200 sider længere, så der også var tid til at gå i dybden med historien. I sammenligning med “Detonator” er den et skridt tilbage, men ikke længere tilbage, end at jeg er klar igen næste gang Remar sender Rømer på gaden.
Det der nok ærgrer mig mest ved “Den sporløse”, er måden forlaget har mishandlet den på. Uanset hvad “Den sporløse” er, så er den et skræmmende studie udi taste-, stave- og trykfejl. Det er simpelthen ikke godt nok.
Alt i alt (hvis jeg ser bort fra den tvivlsomme korrekturlæsning), var “Den sporløse” en udmærket krimi, men heller ikke mere. Morten Remar viste med “Detonator” at han godt kan skrue en spændende og tankevækkende historie sammen. Det håber jeg vi får mere af i næste bind om Martin Rømer.
