Tag ikke imod en pølse i Moskva – og andre historier af Leif Davidsen
282
2018
978-87-11-90186-1
1. udgave
I novellesamlingen ”Tag ikke imod en pølse i Moskva” tager Leif Davidsen os med på en jordomrejse. Bogen er tilegnet hans kone Ulla, ”…min dejlige rejsefælle”, og de har været på noget af en tur. Fra Idaho Falls USA over Hawaii, Japan, Paris og selv Påskeøen er besøgt. Men selvom novellerne foregår over det meste af kloden, så er de alligevel bundet sammen af en dansk forbindelse i hver historie.
Davidsen er en god fortæller, det er for længst slået fast, men hans noveller er noget ud over det sædvanlige. Jeg glemmer aldrig ”Sabine vender hjem” fra hans første samling. Hvilke noveller der vil blive siddende i mig fra denne samling må tiden vise, men ”Formørkelse” kunne være en af dem. Den handler om bankdirektøren der egentlig er lidt mavesur over ikke at være mere kendt end de sædvanlige TV kendisser. Hans besættelse af en TV vært får fatale konsekvenser, men slutreplikken i historien er en legendarisk Davidsen. Egentlig er det nok mere beskrivelsen af solformørkelsen jeg nok vil huske, direktørens forskellige følelser gennem formørkelsens stadier.
I ”Skærsild” møder vi Robert, der har lavet noget ulovligt fusk, og han søger tilflugt i Japan, som var han en af le Carrés virkelighedsflygtende hovedpersoner. Igen er det stemningen der rammer mig. Den måde Davidsen beskriver hans nat i den totalt mørke skov er fremragende.
Er samlivet gået lidt i stå i ægteskabet, og overvejer man en profil på en datingside, så vil jeg anbefale at læse ”Signes julegave” først. Man bør i hvert fald som minimum have et computergeni i familien, som fjolset har i historien….eller skal man nu også det?
Samlet set er de fleste af historierne befriende jordnære og realistiske, hvilket efterhånden også er et kendetegn for Davidsens værker. Der er ikke noget højtravende og snobbet over fortællingerne, tværtimod så er det historier man kan relatere til, og med små bemærkninger hist og pist får metoo, sociale medier og gourmet restauranter en lille besk kommentar med på rejsen.
En anden ting jeg ikke kan undgå at bide mærke i, er den retfærdighedsans der gennemsyrer novellerne. Forbryderne får for det meste som de har fortjent, som i titelnovellen og i øvrigt også i den fremragende ”Hotel Jean Bart havde ikke internet”. Her lader Davidsen igen sin hovedperson flygte fra konsekvenserne af sin hovedløse gerninger, og han ender i på et unikt hotel i Paris, hvor hans natlige ”samtaler” med den aldrende natportier fortæller en fin historie, der igen ender genialt.
Måske vil jeg også sent glemme maleren der har tabt gnisten i ”Arizonas olieblomster”, en dejlig lille fortælling med en smuk slutning.
En helt igennem glimrende og vellykket novellesamling!
