0 kommentarer

Den onde søster af Karen Dionne

af d. 13. november 2020
Info
 
Sideantal

313

Udgivet

2020

ISBN

978 87 11 69099 4

Originaltitel

The Wicked Sister - oversat af Kim Langer

Udgave

1. udgave

 

Da naboens lille dreng drukner i familiens pool, har Jenny en ubehagelig fornemmelse af, at datteren Diana har været involveret. Hendes tøj er vådt, men hun hævder at have siddet foran TV. Jenny er overbevist om, at de må væk fra huset, hun kan ikke holde ud at bo der efter ulykken. Hun får overtalt Peter til at flytte langt væk fra civilisationen, til et ensomt beliggende hus i Upper Peninsula i Michigan. Her kan de begge forske inden for deres fag, og Diana kan få hjemmeundervisning. De bliver snart bekræftet i, at Diana ikke er et helt almindeligt barn, men de er overbeviste om, at deres kærlighed og omsorg med tiden vil ændre hendes sind. Samtidig går Diana hos en psykiater.

Rachel er overbevist om, at hun har dræbt sine forældre. Hun kan se hele hændelsen for sig, kan se sig selv stå med riflen og se ned på sin døde mor. Hun befinder sig på et psykiatrisk hospital, hvor hun har været i 15 år og fået adskillige diagnoser. Nu forlader hun sit ’fængsel’ og tager tilbage til bjælkehytten i skovene for at prøve at finde svar – prøve at huske, hvad der i virkeligheden skete. I familiens hytte bor hendes søster Diana og moster Charlotte.

Kapitlerne skifter mellem ’Nu – Rachel’ og ’Før – Jenny’.

Ud over at bogen er virkelig spændende, adskiller den sig fra andre krimier ved sine meget smukke naturbeskrivelser. Vi er med familien på tur i sne og kulde, med Jenny og døtrene i skoven i deres bjørneskjul, hvor de følger bjørnene, som Jenny forsker i. Børnene får naturen ind i deres liv ved at være midt i den, de lærer om planter og dyr, at overleve i naturen og Rachel kan endda tale med dyrene og bliver ven med en bjørn. Jeg nød de mange fine beskrivelser af naturen, der omgiver familien. Selv om meget i bogen virker helt urealistisk – f.eks. at man lader et 12-årigt barn indlægge og lader hende blive der i 15 år- så nød jeg bogen og kunne sagtens leve mig ind i både Jennys og Rachels historier.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter