Den grænseløse af Jussi Adler-Olsen

Hvor tit sidder man og småfniser, mens man læser en krimi? Ikke så tit – men det gjorde jeg jævnt gennem hele “Den Grænseløse”. Der er skruet helt op for Assad i 6. bog om afdeling Q. Jeg slugte bogen i store bidder – og nød at være tilbage i kælderen under politigården, hvor Carl, Assad og Rose huserer.

Allerede nu fremgår det tydeligt, at jeg er på næsten familiær fod med hovedpersonerne – og set i bakspejlet nød jeg deres interaktion mere end selve plottet, som denne gang kredser om en religiøs sekt, der tilbeder solen.

En bornholmsk politimand har gennem mange år brugt al sin fritid på en uopklaret sag, hvor en ung pige blev fundet død – sandsynligvis kørt ned af en flugtbilist. Sagen blev lukket, uden at man fandt flugtbilisten, men politimanden er overbevist om, det er mord og tror, han kender morderen.

På politigården i Rønne er man godt trætte af hans teorier – derfor henvender han sig til afdeling Q for at få dem til at kigge på sagen. Carl Mørck der tager telefonen er i ondt lune og smækker røret på – og så åbnes der op for et vandfald af begivenheder.

Den bornholmske politimand begår – som en sidste fortvivlet handling for at få fokus på sagen – selvmord foran sine kolleger og Rose tvinger Carl Mørck og Assad med til Bornholm for at finde hoved og hale i sagen – og snart er de på vej tilbage til København med et helt flyttelæs af sagsakter.

Plottet er snedigt skruet sammen, men jeg var ikke så begejstret for sceneriet omkring de gamle hippier og den religiøse sekt, der er spiller en stor rolle i bogen. Der var på et tidspunkt lidt overbefolket – mindre kunne godt have gjort det.

Men de tre hovedpersoner folder sig ud i al deres charme og der kommer lidt mere kant på Assad denne gang. Glæder mig allerede til den næste Jussi-krimi.

Hvis man ikke har læst om afdeling Q før, er det ikke denne bog man skal starte med, da en stor del af charmen ved bogen er gensynsglæden med hovedpersonerne.

Lån bogen på biblioteket