941
2004
978-87-92621-11-5
Der Schwarm
Har du lyst til at læse manuskriptet til den næste store klima-katastrofefilm, så har du med Frank Schätzings gigantiske bog, “Den femte dag” lige scoret den store gevinst.
Det hele begynder ellers stille og roligt, med at en fisker i al ubemærkethed forsvinder på mystisk vis midt i en fiskestime ud for Perus kyst, og derfra går det kun en vej, nemlig ned i dybet. Man følger hovedsageligt to personer, nordmanden Sigurd Johanson som er ekspert i dybhavsorme og den canadiske hvalekspert Leon Anawak. Igennem deres tanker og oplevelser og nærkontakt med det våde element får man gradvist øjnene op for, hvilken utrolig trussel fra havet menneskeheden står overfor, og hvorfor vi som mennesker kun har os selv at takke for det.
Bogen er utrolig detaljeret, og de mange fakta er både troværdige, tankevækkende og alarmerende, og kunne tjene som et glimrende opråb i klimadebatten, hvis ikke det var fordi der går science fiction splatter i den hen af vejen. Et forsigtigt gæt er, at der er omkring halvtreds navngivne personer i denne bog, og kun ganske få overlever. Resten forsvinder sporløst, eller får 50 meter vand i hovedet eller springer i luften eller bliver spist af en spækhugger. Det bliver simpelthen for meget af det gode, og selvom jeg rigtigt gerne vil kunne lide bogen, så er 941 sider bare for langt hvis man forsøger at lave en bog, man ikke skal kunne lægge fra sig.
Jeg vil mene at man bedst af alt kan karakterisere bogen som et eksistentialistisk katastrofefilmmanuskript bragt i en meget forlænget udgave af illustreret videnskab. Man kan ikke benægte at der er lavet imponerende research til bogen, som til tider er dybt underholdende, til tider forfærdende, og som helt sikkert nok skal blive en Blockbuster, når filmen engang kommer.