Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår af Haruki Murakami

“Den farveløse Tsukuru.” er Murakami Classic: Enlig fyr midt i 30’erne beboende lille, praktisk lejlighed i Tokyo, ingen økonomiske problemer, god respons hos pigerne, ynder vestlig jazz og/eller klassisk musik, nyder god kaffe og en sjat whisky i ny og næ – en gut, der er nem at holde af. Og selvfølgelig løber han ind i en dejlig dame og en stor udfordring.

Sara med de runde bryster og det kokette mellemrum mellem fortænderne får Tsukurus hjerte til at banke. Men snart stiller hun ham stolen for døren: Før du får styr på din fortid, kan vi ikke få noget seriøst sammen.

Modstræbende må Tsukuru linde på låget til nogle solidt fortrængte ungdomsoplevelser. I gymnasiet var han med i et femkløver af venner, tre drenge og to piger, der hang sammen som ærtehalm. Efter gymnasiet rejste Tsukuru til Tokyo for at forfølge sin drøm om at bygge jernbanestationer. De fire øvrige blev i hjembyen. I ferier sås de fem som vanligt, venskabet fortsatte. Men pludselig slår de fire tilbageblevne hånden af Tsukuru. Dommen begrundes ikke og kan ikke appelleres, forsvind ud af vores liv.

Hvad skete der? Tsukuru fatter det ikke. Måske hænger det sammen med, at der i hans fire venners navne indgår en farve (henholdsvis rød, blå, hvid og sort), mens Tsukuru blot betyder ‘at lave’, ‘at skabe’. Han er altså farveløs og dermed værdiløs.

Langsomt genvinder Tsukuru fodfæstet. Han får en god ven, Haida, der har farven grå i sit efternavn. Pudsigt nok spiller Haida det samme traurige stykke musik som en af de gamle venner: Liszts ”Le mal du pay, Annees de pelirinage”. Men med ét forsvinder Haida også! Tsukuru begynder at få nogle foruroligende drømme, der – typisk for Murakami – åbner ud mod den vågne verden og gør det svært at adskille virkelighed og fantasi.

Mødet med Sara sender Tsukuru ud på en art pilgrimsrejse for at opsøge sine gamle venner. Gradvis trevles historien op. En central og meget chokerende begivenhed, Tsukuru ikke kendte til, sætter hans fortid i et helt nyt lys. Han tvinges til at se sig selv med andres øjne og opdager en person, der overrasker ham. Måske er han slet ikke så farveløs igen?

At finde kernen i sin egen identitet er en proces, der kan have uventede resultater. Men desværre fiser den gode historie ud i det rene ingenting. Med ét stopper handlingen bare, og man sidder tilbage med en følelse af forladthed, der modsvarer Tsukurus ungdomstraume. Ingen afklaringer bagudrettet, ingen forløsninger fremadrettet, bare løse tanker om alt og intet. Øv!

Alligevel er “Den farveløse Tsukuru.” et must for Murakami-fans. Langt det meste af bogen er idel lykke, og så kan man godt leve med en, ja, farveløs slutning. Nye Murakami-læsere kan med fordel starte et hvilket som helst andet sted i forfatterskabet. Og hvorfor ikke forfra?

Mette Holm fortjener som altid ros for en oversættelse så sømløs, at man slet ikke bemærker den.

Lån bogen på Bibliotek.dk