0 kommentarer

Datterens fortælling af Armando Lucas Correa

af d. 1. november 2020
Info
 
Sideantal

286

Udgivet

2020

ISBN

978-87-400-6393-6

Originaltitel

La hija olvidada (oversætter: Nete Harsberg)

Udgave

1. e-bogsudgave

 

„Datterens fortælling“ er den anden roman i Armando Lucas Correas Holocaust-trilogi. Ligesom i eneren „Den tyske pige“ har Correa opbygget handlingen omkring en række dramatiske historiske begivenheder: bogbrændinger i Berlin i 1933, Krystalnatten i 1938, sejladsen af MS St. Louis med 930 jødiske flygtninge fra Hamborg til Havanna i maj 1939, og tilbagerejsen til Europa efter at myndighederne i Cuba og senere også i USA og Canada havde nægtet at lade skibet gå i havn, og til sidst massakren i franske Oradour-sur-Glane, hvor Waffen-SS dræbte 642 mennesker i 1944.

Disse hændelser danner rammen for historien om den jødiske familie Sternberg. Amanda og Julius Sternberg fører et roligt og lykkeligt liv i Berlin. Det ændrer sig brat med nazisternes fremmarch i 1930’erne. Amanda Sternberg må lukke familiens boghandel og se magtesløst til, da bøgerne bliver offentligt afbrændt. Julius’ lægepraksis bliver vandaliseret, få dage senere bliver han sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen. Julius var dog forberedt på det værste og havde i forvejen skabt to udrejsetilladelser til Cuba — til parrets to døtre. På kajen i Hamborg den 13. maj 1939 træffer Amanda en skæbnesvanger beslutning: hun sender kun Viera, deres seks år gamle datter, afsted med skibet MS St. Louis, mens hun flygter med den 4-årige Lina til Frankrig.

Fortællingens røde tråd er brevene, som Amanda sender til sin datter i Havanna og som efter nogle måneder kommer tilbage uåbnede. Hun bliver ved med at skrive, og mange år og omveje senere når brevene frem og kaster lys på nogle af krigens dramatiske hændelser og på grundlæggende spørgsmål om identitet og rødder. Brevene er også broen mellem de forskellige årtier, handlingen foregår i: 1930’erne og 1940’erne på den ene side og 2010’erne på den anden side, hvor den 80 år gamle Lina igen bliver konfronteret med sin egen og sin families fortid og med spørgsmålet, hvem hun egentlig er.

Den cubansk-amerikanske forfatter Armando Lucas Correa har med „Datterens fortælling“ igen udsendt en yderst fængslende historie. Han er god til at identificere og beskrive de små rum midt i katastrofen, hvor der er plads til menneskelighed, kærlighed og håb — og plads til at glemme, for at kunne gå videre. Det er en af de slags romaner, man ikke er helt færdig med, når den sidste side er læst.

„Datterens fortælling“ udkom i 2019 og ligesom rækkens første bog „Den tyske pige“ blev den hurtigt en international bestseller med oversættelser til en halv snes sprog. Den sidste del af trilogien forventes i løbet af 2021.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter