109
1981
87-562-2116-9
The portfolio art of Will Eisner
“Byens skygger” er en portfolio over Eisners mageløse talent, med vægt på det grafiske, men for at understrege at han også var en mester når det kom til tekst og fortælling er der inkluderet to “spiritter”. Samlingen indledes af Kjeld Hedtoft, der blandt meget andet var “Medlem af Akademiet for de skønne Kunstner” og af Cat Yronwode der meget udførligt forsøger at komme i dybden med Eisners skaberkraft og kunstneriske ånd og ild.
Portfolioen indeholder ikke kun sider med Spirit, der er også en håndfuld af hans observationer af storbyen, men hovedvægten er på Spirit, som Eisner startede i 1940. Han tegnede den et par år, hvorefter han under sin krigsindsats overlod serien til en afløser. Hjemme igen genoptog han i 1945 serien indtil 1950 hvor han igen lod sig ansætte som civil tegner for hæren.
I forbindelse med seriens genoptryk i 70’erne tegnede han ny forsider, men ikke kun det: han lavede dobbeltopslag, så for- og bagside dannede fortælling der havde relation til én af de repræsenterede historier. “Byen Skygger” er en portfolio med alle Eisners dobbeltopslag, en skriftlig præsentation af Eisner og serien, og to indledende “Spirits” hvor den ene afviger fra formen ved ikke at være på syv eller otte sider, men fem. Handlingen er lettere udsædvanlig, men blot et eksempel på Eisners interesse for at fortælle den rigtige historie, uden at skulle lide under rigide og unødvendige konventioner, for selvom Spirit ikke helt når frem til sandheden møder han på disse fem sider en vaskeægte marsmand.
Netop det overnaturlige skal vise sig at træde mere igennem efterhånden som arbejdet med dobbeltopslagene skrider frem, for Eisner lader sin helt optræde sammen med slimmonstre i miljøer der både er mystiske men også direkte overjordiske.
De skrevne introduktioner forsøger at give en analyse af Eisners skaberværk, men konkluderer begge hurtigt, at et sådant forsøg er omsonst. Sandheden er nok, at der hvor Eisner kan noget som andre har svært ved, er at hans talent ikke begrænser ham til at være tegner; han er mindst en ligeså fremragende fortæller.
Samlingen er et enestående vue over en sand mesters talent. Som Hedtoft starter sin intro: “Denne bog er kunst, så det kan mærkes.”