0 kommentarer

Helt fint, tak af Monica Heisey

af d. 8. april 2025
Info
 
Sideantal

382

Udgivet

2023

ISBN

9788712072676

Originaltitel

Really good, actually
Randi Bjerre Høfring (oversætter)

Udgave

1. udgave

 

Jeg skal være ærlig og sige, at min holdning til Helt fint, tak svingede lidt op og ned. Jeg startede ud med at være vildt begejstret, yes! Endelig en underholdende roman om en kvinde i en livskrise, der ikke var lammende kedeligt fortalt. Så erfarede jeg at hovedpersonen, Maggie, kun var 29 år, og fik det ærligt talt lidt stramt med al hendes “det er synd for mig”. Helt ærligt tøs, 29 år, hun kan jo nå at opleve adskillige livskriser og komme sig over dem. Men da jeg så lige kom mig over følelsen af, at Maggie er alt for ung til at have SÅ ondt af sig selv, måtte jeg indrømme, at Helt fint, tak er en sjov og medrivende bog.

Ja, Maggie er heldig. Hun har en arbejdsgiver, der giver hende den tid hun har brug for, en vennegruppe, der trods Maggies horrible opførsel bliver ved med at stille op, en sympatisk familie og en krop, der åbenlyst stadig kan bringe bejlere i næsegrus beundring. Uanfægtet at Maggie er usandsynligt heldig set med mine øjne, synes hun stadig at det er svært at blive skilt fra manden, og hendes go-to-strategi bliver at opføre sig som en idiot, fordi alt jo er lige meget, når nu vi alligevel kommer til at dø alene. Maggie er så stor en idiot, at hendes venner begynder at overveje, om de er nødt til at lave en intervention. Heldigvis har Maggie en psykolog, der er befriende politisk ukorrekt, og på ingen måde pakker tingene ind, men siger dem så selv Maggie kan forstå budskabet:

“”Når du siger, at du føler, at du aldrig vil finde en anden, som vil ønske at være i et langsigtet forhold med dig, gør det mig personligt meget trist. Jeg spekulerer på, om vi måske skal spørge, om du er villig til at være i et langsigtet forhold med dig selv?””

Helt fint, tak er en sjov blanding af stilarter. Langt størstedelen af bogen er lige ud af landevejen med en førstepersonfortæller, Maggie. Men indimellem er der også kapitler, hvis indhold er lister over, hvilke ting Maggie søger at få svar på ved hjælp af internettet. Og endelig er der de ting, som psykologen har sagt til hende.

Nogle læsere vil lægge vægt på, at Helt fint, tak ikke er stor kunst. Det er rigtig nok, men ikke desto mindre er den for mig at se meget læseværdig, og hvis man tvinger sig selv til at læse langsomt dukker der også tematikker som sociale medier, internettet generelt, selvværd og meget andet godt op.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter