176
2021
9788794083515
Lukketid
1. udgave
Hvor ofte står man ikke i kø og har god tid til at kigge de andre i køen ud? Glo og tænke, hvem er de, og hvorfor står de i kø lige i dag og hvad skal de bagefter? Måske tænker man også et og andet om deres frisure, deres tøj og deres lugt? Og hvordan tager man sig selv ud i køen netop nu?
Nu kan man få sin nysgerrighed stillet! Med novellesamlingen ”Lukketid” tager Christine Bojsen Træden os med ind i H & M på Strøget i København en uge før jul i 1999.
Citat bagsiden: ”Køen til kvindernes prøverum er ved at eksplodere af varme, dårlig lugt og julemuzak. Vi møder elleve kvinder, hvis veje krydses i julehandlens ulvetime, og vi er med dem hver især en uge efter, hvor det er juleaften og igen ugen efter, nytårsaften 1999. Hvad sker der i hver enkelt kvindes liv på disse meget følelsesladede aftener, hvor alt skal være perfekt, men aldrig er det?”
Forfatteren stiller skarpt på hver enkelt kvinde, en efter en i rækken og fortæller i fortættet novelleform, hvorfor kvinden står i H&M denne dag og hvad der sker for hende den næste uges tid. For nogle af kvindernes vedkommende er mødet med kvinden foran eller bagved i køen afgørende for deres videre liv og er elegant fundet på af forfatteren.
En af de noveller, der rørte mig mest, var historien om den thailandske unge kvinde, der skal købe undertøj for at overraske den danske mand, der har inviteret hende med til Danmark. Kvinden har unddraget sig en skæbne som luksusludder i Thailand ved at skamfere sit ellers smukke ansigt. Moderen har solgt hende og søsteren til et bordel, og søsteren er stadig fanget i mareridtet derhjemme. Men det er ikke let at falde til i et nyt land, og svigerfamilien er ikke begejstrede for at skulle holde jul med det nye familiemedlem.
Andre kvinder i køen er den 16-årige pige, der har fået job i køkkenet på et pizzaria, hvor indehaveren forventer flere ydelser efter arbejdstids ophør, og overklasse-fruen, der er træt af sin snart 50-årige mand og tager en dramatisk beslutning nytårsaften.
Det er også historier om, hvor sårbar julen er for os alle – alt skal være som det plejer, og der skal ikke meget bølgegang til, før idyllen tipper over Hvordan laver man en perfekt juleand, juleaften efter ens mor er død – hende, der altid stod for anden?
Romanen kaldes en kollektivroman, men jeg vil hellere kalde den en novellesamling, for hver kvindes historie er kogt ned til en unik fortælling med meget fine personkarakteristikker.