Blindgyde af Jørn Lier Horst

Jørn Lier Horst har skrevet krimier siden 2011. Han er ifølge wikipedia  ”en af Norges mest erfarne politiefterforskere og med sin krimiserie om efterforskeren William Wisting giver han et detaljeret og autentisk indblik i, hvordan hårde kriminalsager efterforskes og hvordan det påvirker de involverede, privat såvel som professionelt. Bøgerne tegner et enkelt og præcist billede af det moderne nordiske samfund og retter bl.a. pistolen mod social uretfærdighed”.

”Blindgyde” er mit første møde med Jørn Lier Horst og William Wisting – det er altid dejligt at stifte bekendtskab med nye krimiuniverser.

En ”blindgyde” er et politibegreb, som betyder en indgang til en sag, der er blevet overset af efterforskerne, eller en retning på en sag, som efterforskningsledelsen ikke har villet se. Et spor, som de bevidst eller ubevidst har valgt ikke at følge – og det er omdrejningspunktet for denne krimi.

Bogen er bygget op om et skelet med to politisager:  et mord begået nytårsnat på en tilsyneladende uskyldig og tilfældig ung kvinde og en vellidt taxachauffør, der er forsvundet med taxa og hele molevitten.

Samtidig møder vi to unge kvinder, der flytter tilbage til deres barndomsby, hvor efterforsker William Wisting  huserer. Sofie Lund har arvet morfaderens hus, som blev tomt efter at morfaderen faldt ned af trappen til kælderen og døde,  og hun flytter ind i huset med sin lille datter. Gravide Line Wisting (datter til bogens hovedefterforsker), har købt et dødsbo i ordets bogstaveligste forstand, for den forrige ejer hængte sig  i kælderen. Hun tapetserer en del og bekymrer sig meget om den forestående fødsel. Jo jo, så har den morbide stemning indfundet sig. To kældre. To dødsfald. To kvinder alene i hvert sit hus – den ene med en lille pige, og den anden gravid.

Sofies morfar har været kriminel, og hun vil ikke konfronteres med hans kriminelle fortid – men da hun får åbnet det pengeskab, der står i kælderen vælter det ud med papirer, penge – og en pistol, så Sofie ved godt, at noget er galt. Hun taler med Line om fundet, og de bliver enige om at aflevere pistolen anonymt til politiet – og lade være med at sige noget om pengene, for de vil være rare at have for Sofie og hendes datter.

Hvordan nytårsmordet og taxamandens forsvinden passer ind på den scene, vil jeg lade være op til nye læsere, men det er en lige-ud-af-landevejen-krimi uden de store armbevægelser.  Der er lidt for meget privat-fnidder til min smag og en overdreven biljagt (der måske er med for det tilfældes skyld, at det ville se godt ud, hvis bogen blive filmatiseret??) – og så er der lidt for mange steder insekter, der flyver rundt og brummer (hvad skal de dog der??).

Jeg var fint underholdt over de par aftener, det tog at læse bogen, men jeg blev aldrig så forelsket i William Wisting som jeg f.eks. er i Adler-Olsens Carl Mørch.

Lån bogen på Bibliotek.dk