0 kommentarer

Det bliver i familien af Britt Tippins

af d. 20. maj 2024
Info
 
Sideantal

303

Udgivet

2024

ISBN

9788775935550

Udgave

1.

 

Man skal ikke skue hunden på hårene! Det ordsprog passer på flere personer i denne bog.

Rebecca er en anerkendt og succesfuld forfatter, som bor med sin mand, der er advokat. De har en voksen datter, der læser medicin.  Udadtil en velfungerende og privilegeret familie. Men Rebecca gemmer på hemmeligheder, hun end ikke har delt med sin mand.

For 6 år siden var deres datter Nicoline alvorligt syg – hendes træner døde, og hun udviklede en spiseforstyrrelse umiddelbart derefter. Der var brug for behandling i udlandet, som de ikke havde råd til – og Rebecca begik underslæb.
Rebecca er stadig meget obs på, om nu datteren er blevet tyndere, om hun har det godt – hun er bange for, at en krise kan starte spiseforstyrrelsen igen.

I nutiden har Rebecca og hendes mand bryllupsdag, og Rebecca har bestilt et ophold på et luksushotel – men Jonas, hendes mand, aflyser pga. arbejde, og Rebecca tager i frustration en ung prostitueret mand, Emil, med op på værelset. Hun betror sig til ham, og det viser sig at være ret dumt.

I de seneste 6 år har Rebecca og Jonas’ forhold haltet. Nu har Jonas svigtet hende på bryllupsdagen. Rebecca har dårlig samvittighed over at have taget Emil med op på værelset – endnu en hemmelighed tynger. Og det bliver værre endnu!

Det er en spændende bog med flere tvist – man overraskes flere gange undervejs. Spændingen ligger dels i at følge Rebecca, hvis indre er i totalt oprør og hun er på nippet til at bryde sammen. Dels er der spænding omkring, hvordan Rebecca vil løse den situation, hun er havnet i – er det overhovedet muligt?

Det viser sig, at hun ikke er den eneste, der har hemmeligheder. Men også, at hun er lidt for hurtig til at dømme et andet menneske.

Det var mit første bekendtskab med Britt Tippins, og det var en meget positiv oplevelse. Jeg var godt underholdt, og det var svært at lægge bogen fra sig. Kunne du lide bøger som f.eks.  ‘Kærlighed for voksne’ og ‘Kvinden i toget’ tror jeg også du vil synes om denne bog.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter