434
2015
978-87-400-2246-9
Aisha
1. udgave
“Aisha… Det betyder ‘hende, som lever’.”
Sådan hedder det på side 245 i Jespers Steins nyudgivelse af samme navn. Men nu skal man jo ikke tro på alt, hvad der står i en krimi, vel? Hele ideen er jo at holde læseren uvidende og på pinebænken længst muligt, og det lykkes et langt stykke hen ad vejen for den tidligere journalist og nuværende succesforfatter.
En tidligere højtstående PET-medarbejder findes myrdet, voldsomt forslået og med øjenlågene fjernet i sin lækre lejlighed på Amager. En anden tidligere PET-mand dør også under uklare omstændigheder. Har de mon set noget, som nogen vil forhindre dem i at fortælle videre?
Er det selveste CIA, der har myrdet dem? På dansk grund, for næsen af deres nordiske spionkolleger. I hvert fald står det hurtigt klart, at begge for nogle år siden var involveret i en terrorsag, hvor PET og CIA samarbejdede om at infiltrere det yderligtgående muslimske miljø på Nørrebro. Hvad der egentlig skete, er hemmeligstemplet, men amerikanerne er som bekendt ikke bange for at smide fløjlshandskerne.
Det bliver en sag for vicepolitikommissær Axel Steen, den plagede Nørrebrostrømer, der for fjerde gang optræder i Steins tjeneste. Steen er mere plaget end nogen sinde. Han savner sin hash, sin alkohol, sin ekskone, sin datter Emma og sin krop fra dengang, den ikke var skudt i smadder. Steen er en mand med flere dæmoner end de fleste, og det bliver ikke bedre af, at hans nuværende kæreste og flere tidligere kolleger muligvis søger at forhindre ham i finde frem til sandheden.
“Aisha” er en velsmurt, hyperspændende thriller forklædt som krimi. De sidste 50-100 sider glemmer man næsten at trække vejret, når alle trådene fra dengang og nu pludselig samles i en eksplosiv finale.
“Uro” hed Steins første krimi i serien. Den var ikke dårlig, men sproget haltede, og den var lidt for lige ud ad landevejen. Siden da har (jyske) Stein fået godt styr på sin københavnerlingo, og plottet er både troværdigt og godt skruet sammen. Jeg er stadig ikke vild med den ret usympatiske Steen, men det er en smagssag – fyren virker ægte nok, hvis man ser bort fra hans næsten sygelige kærlighed til Nørrebro.
En ubetydelighed: Hvis et barn vil have en Läkerol, beder vedkommende ikke om “et stykke”. Men pyt, Emma klarer sin fremtrædende rolle i “Aisha” på fornem vis. Hvem siger, det skal være nemt at være datter af en actionhelt i politiuniform?