Barnets tarv af Ian McEwan

Manden mener, han er berettiget til et normalt sexliv. Det er syv uger og en dag siden sidst, og nu insisterer han på at bolle ved siden af, med mindre konen føjer sig.

På ét plan kan Fiona Maye godt følge sin elskede mand, Jack. Hun ved jo godt, at det er hendes dybe engagement i de domme, hun afsiger i High Court, der på det sidste har givet hende afsmag for sex. Omvendt føler hun, Jack bruger pistolmetoden over for hende (do this or die) og dermed sætter deres mangeårige, lykkelige ægteskab over styr for at tilfredsstille et simpelt behov.

Men selvfølgelig har Jack også en pointe i, at det for en attraktiv mand sidst i 50’erne er sidste udkald. Og Fiona ved jo godt, at hun slet ikke holder sin krop lige så flot ved lige som Jack – i stedet er hun begravet til op over begge ører i sit komplicerede arbejde med at dele sol og vind lige mellem stridende parter, der hver især har gode argumenter at fremføre. Lige som hun og Jack har. På den ene side, på den anden side…

Midt i en afgørende diskussion ringer telefonen til hende, manden forlader stuen. “Det generede hende ikke, at Jack havde trukket sig tilbage. Deres ordveksling havde været på vej mod det pinagtigt åbenhjertige.” Selv om Fiona sagtens kan se behovet for at nå til bunds i tingene, bryder hun sig ikke om de meget følelsesfulde konfrontationer. Hun ved godt, hun selv må virke kuldslået og uengageret, men hun kan ikke rigtigt overvinde sin rodfæstede trang til at feje problemerne ind under gulvtæppet.

Telefonbeskeden var nu også vigtig. Den 17-årige leukæmiramte Adam vil dø, hvis han ikke får en hurtig blodtransfusion, men både han selv og hans forældre nægter. Ifølge deres overbevisning som Jehovas Vidner er det forbudt. Hospitalet insisterer og vil have dommeren til at gribe ind.

Sagen skal vise sig at blive meget personlig for den pligtopfyldende og filosofisk anlagte Fiona, der går så vidt som til at besøge drengen på hospitalet for at få et indtryk af hans modenhed; et besøg, der i sig selv er rørende og stilfærdigt, men som også skaber et uventet og skæbnesvangert bånd mellem to meget forskellige individer: En sværmerisk yngling og et næsten 60-årigt forstandsmenneske. Fiona må spørge sig selv, om hendes ansvar som dommer ophører uden for retssalenes trygge rammer.

“Barnets tarv” er et intellektuelt interessant og gribende, lille kammerspil. Ærkebritisk som kold regn på en grå sommerdag. Ian McEwan hudfletter velskrivende og veloplagt det moderne menneskes klamren sig til jobbet for at undgå at se personlige problemer i øjnene. Men samtidig sandsynliggør han, hvorfor et job kan være så vigtigt for så mange mennesker, at personlige problemer rent faktisk blegner ved siden af.

Bogen er god at blive klog af, både når det gælder de nødvendige investeringer i et parforholds trivsel, og når det handler om validiteten af religiøse argumenter fremført af børn. Den er i øvrigt fornemt oversat af Ida Balslev-Olsen.