Autonauterne på kosmostradaen af Julio Cortázar & Carol Dunlop

Dette er nok en af de sværeste anmeldelser jeg har skrevet meget længe – for jeg er ikke helt sikker på hvad det er jeg har læst. Det er ikke skønlitteratur, samtidig med at det er skønlitteratur. Og det er ikke en rejsebeskrivelse, samtidig med at det er en rejsebeskrivelse. Måske er “Autonauterne på kosmostradaen” mest dokumentation for en happening der fandt sted i 1982. Jeg synes det er interessant når en forfatter, eller to forfattere som i dette tilfælde, sprænger rammerne for hvad man forventer af litteraturen. I “Autonauterne fra kosmostradaen” er jeg i tvivl om hvorvidt forfatterne har sprængt rammerne uden helt at vide hvorfor.

Forfatterparret Julio Cortázar og Carol Dunlop sætter sig for at køre ad motorvejen fra Paris til Marseille, i deres gamle røde folkevognsrugbrød (ved navn Fafner). Det der gør turen speciel, er at parret vil holde pause på hver eneste rasteplads undervejs. To rastepladser om dagen, således at de besøger en, overnatter på den næste, og gentager det dagen efter. På den måde kommer det til at tage 33 dage at køre de 800 km der er fra Paris til Marseille.

Min første tanke da jeg hørte om projektet var, at det virkede som noget et par hippier fra de glade 70’ere kunne have fundet på for at realisere sig selv (og efter lidt for mange piber sjov tobak). Måske er Cortázar og Dunlop sådan et par hippier, der bare er kommet 10 år for sent. Det er i hvert fald lidt syret.

Men efterhånden som rejsen skrider frem, danner der sig et billede. Eller, flere billeder faktisk. Rastepladserne kommer til at fremstå som små landsbyer, hvor alt ånder fred og ro, samtidig med at hele verden ræser forbi med højest mulige/tilladte hastighed, få meter derfra. Hver dag opstår der en ny by, som opløses næste morgen, for aldrig at genopstå igen. Man er et lille samfund uden at være et lille samfund. Hele tiden en fornemmelse af at forfatterparret er stået af ræset, uden at have forladt ræset. En underlig dobbelthed, hvor to vidt forskellige verdner eksisterer side om side, uden nogensinde at mødes.

Teksterne består af korte dagbogsnotater med tidspunkter for afgang, ankomst, hvad de fik til frokost, hvordan vejret var, og hvordan Fafner blev parkeret i forhold til de fire verdenshjørner. Ud over det, skriver forfatterne lidt på skift om det der lige falder dem ind. Tanker om stort og småt. Filosofiske betragtninger, og praktiske oplysninger blandet ind imellem hinanden. Og det er de tekster jeg har det lidt underligt med. De fleste af dem virker som om forfatterne krampagtigt forsøger at være morsomme, og efter 100 sider, begynder det at blive lidt enerverende. Mange af teksterne efterlader også det indtryk, at de er skrevet, fordi det var det projektet gik ud på. Det bliver lidt for forceret, og får for meget karakter af at være skriveøvelser uden et egentligt formål.

“Autonauterne på kosmostradaen” har fået utroligt flotte anmeldelser flere steder. Jeg synes at eksperimentet med at stå af ræset og blive i ræset var interessant, og lidt pudsigt. Men bogen om eksperimentet, der vel også blev et eksperiment i sig selv, fangede mig aldrig. Jeg fandt aldrig den af andre lovpriste lyrik. Det blev nok bare for mærkeligt.

Lån bogen på Bibliotek.dk