0 kommentarer

Auditøren af Carsten Busk

af d. 2. juli 2018
Info
 
Sideantal

332

Udgivet

2016

ISBN

9788799881345

 

Ifølge bagsideteksten sætter forfatteren, Carsten Busk, med sin debut “et spændende fodaftryk på ‘up-tempo’ kriminal- spændingsroman genren.” Det vil i min verden kræve en ny definition af begrebet “up-tempo”, for “Auditøren” er faktisk stille og rolig, til trods for det den handler om.

En internationalt eftersøgt terrorist er ved at planlægge et storstilet terroranslag mod et topmøde i København. Alle verdens ledere samles under overskriften “Fred i Europa”. Samtidig bliver en rocker slået ihjel på Christiania, og en bandekrig lurer lige om hjørnet.

Intet er som det syner, og kun en operation i allerdybeste hemmelighed kan måske redde trådene ud. Her kommer auditøren, Charlotte Winter på banen.

Lad det være sagt med det samme: “Auditøren” lader meget tilbage at ønske. Plottet er utroligt rodet, og sammenhængen mellem internationale terrorister og et internt bandeopgør i København, fandt jeg aldrig. Forfatteren er faldet i “referatfælden”, hvilket vil sige at han fortæller os historien i stedet for at vise os den gennem sine hovedpersoner. Som læser er jeg aldrig til stede i historien, og jeg kommer aldrig ind under huden på personerne, og de fremstår derfor flade, gennemsigtige og temmeligt kedelige. Kombineret med en handling det er svært at finde hoved og hale i, bliver “Auditøren” en af de bøger som hurtigt bliver glemt igen. Jeg har det princip, at jeg læser de bøger færdig jeg begynder på. Derfor læste jeg “Auditøren” til ende. Var det ikke for det princip, ville jeg ret hurtigt have lagt den til side.

Sprogligt er det en flad oplevelse. Fortællestilen er meget opremsende, og der er flere steder indlagt alenlange “redegørelser” for alt muligt der måske isoleret set kan være interessant nok, men som, med få undtagelser, intet har med handlingen at gøre. Det virker utroværdigt når en person hele tiden taler som en Wikipedia-artikel, og rabler navne og årstal af sig for alt muligt der ikke har med handlingen at gøre. Ligesom en politimand der tilsyneladende er ansat til at fortælle vittigheder fra min barndom, så alle ansatte konstant ligger flade af grin, heller ikke gør noget godt for troværdigheden.

Der er indlagt flere sidehistorier som jeg aldrig fandt formålet med.

Alt i alt er “Auditøren” et virkelig rodet bekendtskab, og med den flade fortællestil, er det lidt en kamp at komme igennem den.

På reolen står også næste bind i Carsten Busks serie om auditøren Charlotte Winter, “Darknet”. Der får den nok lov at stå lidt endnu.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter