At høre hjertet slå af Jan-Philipp Sendker

Kærlighedsromaner har aldrig været noget jeg har beskæftiget mig med. De har i mine øjne, altid haft et lyserødt Barbara Cartland’sk kvalmeskær over sig. Jeg er bare ikke målgruppen for den slags luftkasteller. Kærlighed indgår ofte som en del af en handling i romaner, og det er fint for kærligheden er en del af livet i større eller mindre grad. Men romaner der kun handler om kærlighed… Nej tak.

Det er nok også derfor at Jan-Philipp Sendkers “At høre hjertet slå” har stået ulæst på min reol så længe. Dels kunne jeg forstå på bagsideteksten, at det var en kærlighedsroman, og dels foregik den i Burma – og jeg har ikke antydningen af forhold til, eller interesse for Burma. Behovet for at læse bogen, var derfor ikke rigtigt til stede.

Nu har jeg så læst bogen alligevel, og det der fylder mest her bagefter, er ærgrelsen over at jeg ikke gjorde det for længe siden. For det er en fantastisk historie Sendker fortæller. Ja, det er en kærlighedshistorie, og ja rammefortællingen om Julia der rejser til Burma for at finde sin far der pludseligt forlod familien i New York fire år tidligere, er tynd. Men det alligevel præcis som det skal være. Forestil dig en lagkage. Den består af en række lagkagebunde, med forskelligt fyld imellem. Lagkagebundene gør ikke meget væsen af sig, men uden dem ville vi kun spise kagecreme med flødeskum, og det er for klamt. Med lagkagebundene indimellem, glider det ned, og helhedsoplevelsen er ofte himmelsk (ja – jeg elsker lagkage!). Den banale historie om Julias far og hendes søgen efter ham, er set før, og den er ikke noget særligt. Men uden den, ville historien om Tin Win og Mi Mi være for vammel, og uspiselig.

Tin Win er Julias far, og Mi Mi en pige han kendte inden han forlod Burma for 50 år siden. Det er deres historie der fortælles af den pudsige U Ba, som vi ikke ved hvem er – og så alligevel, har vi en mistanke om hvem han er. Det er en fantastisk fortælling, fortalt i et utroligt smukt, stiligt og alligevel helt naturligt flydende sprog, og det er en historie der fortælles af alle kroppens sanser. Historien bliver aldrig lummer eller kvalm. Den er bare smuk. Men når man beskriver kærligheden i sin reneste form, kan den vel heller ikke blive andet?

“At høre hjertet slå” tog mig fuldstændig med storm. Hvis det gør mig til pladder-romantiker, er det med glæde en titel jeg skriver på mit visitkort.

Lån bogen på bibliotek.dk