0 kommentarer

Der står et hegn af Charlotte Haile

af d. 1. december 2021
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

240

Udgivet

2021

ISBN

97887 93421 28-8

Originaltitel

Der står et hegn

Udgave

1.udgave

 

Når en bog gør indtryk.

Cassandra har mand og to børn. Familien er netop flyttet i hus, hvor de, udover at indrette huset, også er på en rundvisning i den børnehave, Bellishøjen, hvor deres dreng, Mathias, starter kort tid efter.
Hun er veluddannet med et godt job i forsikringsbranchen. Hun er velfungerende – ved første øjekast i hvert fald. For under overfladen lurer balancen mellem det tilladte og det uacceptable på en knivsæg.
For da det går op for Cassandra, at Mathias leger med Albert gennem det hegn, der adskiller Bellishøjen og nabobørnehaven, Lupinvænget, begynder hendes rejse mod afgrunden.

Det der bare starter med at være en forundring over hegnet og dets måde at adskille børnehavernes legepladser på bliver over tid til et langt mere grotesk scenarie.

Cassandra lykkes i starten med at få Alberts mor, Merethe, til at gå sammen om at sætte fokus på det groteske i at have et hegn opført mellem børnehaverne, og sammen lykkes de med at få opbakning fra både forældre og lederen, Maria, i Bellishøjen. Lederen fra Lupinvænget, Carsten, er dog uenig i beslutningen om at fjerne hegnet.

Og derfra tager det fart.

Efterhånden som alle andre så småt begynder at falde fra kampen om at få fjernet hegnet, fortsætter Cassandra ufortrødent.

Kampen bliver mere og mere outreret, og Cassandra begynder at miste sig selv i hendes iver for at nå målet. Grænserne for det tilladelige flytter hun selv undervejs, og hun skyer ingen midler for den kamp, hun kæmper.

Bogen gjorde stort indtryk på mig, og jeg læste den på halvanden dag, fordi jeg slet ikke kunne slippe den igen, da først jeg var gået i gang.

På en måde kan jeg sagtens følge Cassandra og hendes kamp. På den anden side er der mange gange undervejs i læsningen, hvor jeg havde lyst til at hoppe ind i bogen og bede hende om at stoppe hendes forehavende. Prisen er simpelthen for stor i forhold til det, hun reelt vil opnå ved en eventuel sejr.
Hendes til tider ufine metoder ramte mig ligeledes, og jeg tog mig flere gange i at tænke det gør du bare ikke.

Så bogen kravler ind under huden på én som læser, og den vil ikke rigtig slippe igen efter man har lagt den væk efter endt læsning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når man går fra en fornuftig kamp om et emne, der rører én til fanatisme, ja så forsvinder alt fornuft. Det er set mange gange i historien. På den måde kan bogens problematik overføres til mange tilsvarende ting i virkelighedens verden.

Bogen bør derfor læses af alle med interesse i menneskets adfærd samt de problematikker der kan være forbundet med, at vi mennesker alle sidder med hver vores virkelighed.
Disse mange virkeligheder betyder, at vi som art tit og ofte kommer i karambolage med hinanden, fordi vi tillægger tingene forskellig værdi, og fordi vi har forskellige interesser i den selvsamme ting.

Bogen vil jeg tænke tilbage på med jævne mellemrum, fordi den er så gennemtænkt og gennemarbejdet, og fordi den vækkede mange samtidige følelser i mig både under men også efter læsningen.

Der står et hegn får de varmeste anbefalinger herfra.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter


Vær den første til at skrive en kommentar!
 
Skriv en kommentar »

 

You must log ind for at skrive en kommentar