Alice af Cida de Souza Schmidt-Madsen

Denne korte danske debutroman på 130 sider af Cida de Souza Schmidt-Madsen ligger, efter min mening, et sted mellem 2 og 3 stjerner, men jeg var i den grad ikke underholdt, så jeg lander på 2 stjerner.

Stort point dog til coveret af Graphorama, som fanger blikket med den grønne farve, fuglen og de kæmpestore røde damesko, men som desværre også lover noget, som efter min mening, ikke holder.

Handlingen – taget fra bagsiden:

Solen er knapt nok stået op over den brasilianske højslette, da teenagepigen Alice stikker af hjemmefra uden at se sig tilbage. Hun bærer kun på en enkelt taske, men med sig tager hun også fortidens spøgelser. Sine døde brødre, sin sorte hud og mærkerne efter de slag hendes mor har givet hende.

Alice flygter hovedkulds gennem den barske brasilianske virkelighed. En nådesløs dannelsesrejse hvor overlevelse sker på trods, og skæbner skrives i blod. Hvor der er kort fra venligheden i et lysende smil til frygtens glimt i øjnene.

Rejsen fører Alice til Europa og kærligheden. Men hendes bagage er tung, og spøgelserne fra fortiden har ikke til hensigt at slippe deres greb i hendes sjæl.

Min mening

På de korte tekster og få sider der var, blev jeg hvirvlet rundt mellem fortid og nutid, det var tit svært at finde rundt i. Det var meget svært at få en handling ud af den dagbogsagtige facon, og jeg fandt aldrig hverken plot eller empati for karaktererne. Den er som skrevet af et barn, men for voksne. Hendes elendige barndom beskrives på en ligegyldig facon, ja nok som et barns oplevelse, men den fanger ikke, man bliver ikke draget ind i “historien” – og det gør at man som læser sidder og keder sig lidt. Det er jo forståeligt, at et barn der mishandles får sære tanker, og der er da også en vis selvynk at spore, men som læser bliver man bare irriteret over måden at skøjte hen over det hele på.

Forfatterens baggrund kunne tyde på, at hun måske selv har oplevet nogle af disse ting eller kender nogle der har, men “dagbogsformen”, som jeg kalder det, virker for personlig og indspist. Det bliver jappet igennem, og man kan som læser aldrig sætte sig tilbage og nyde en længere beskrivelse/indføring i selve miljøet. Det er nok selve skrivefaconen, der ikke lige appellerer til mig.

Der sker ikke noget godt i bogen, og det går hen og bliver en negativ oplevelse.

Her citeres nogle af Alices tanker:

“Det var skræmmende at se på de navnløse, blege og stivnede ansigter. Engang var der en, der havde fået tungen skåret ud. En anden havde fået åbnet brystkassen, på markedet, en tidlig lørdag morgen. Alice talte højt om sin egen død.

Den bedste død for hende ville være et vådeskud. Det skete med jævne mellemrum i store byer, hørte hun i nyhederne. Det måtte være skånsomt og mildt at blive skudt i ryggen, når man mindst ventede det.”

Lån bogen på Bibliotek.dk