0 kommentarer

Affæren af James Patterson

af d. 6. januar 2021
Info
 
Sideantal

300

Udgivet

2010

ISBN

978 87 638 1374 7

Originaltitel

The Quickie - oversat af Sara Koch

Udgave

1. udgave

 

Allerede omslaget på denne såkaldte thriller burde have afskrækket den håbløst naive anmelder. Et grovkornet mockup af en pseudohårdkogt kvinde på en pornoagtigt grim, lillarød baggrund. Discount med stort D.

Den ubegribeligt succesfulde krimiforfatter James Patterson har i ”Affæren” givet en kvinde hovedrollen. Lauren Stillwell er en dygtig efterforsker i NYPDs drabsafdeling, hun har en forrygende opklaringsprocent og må derfor formodes at have hård hud på sjælen.

Men nej, Lauren er konstant ved at besvime – af skræk, af chok, af erotisk ophidselse – og hendes rolige makker Mike må gang på gang træde til og gyde olie på vandene. For det er jo netop forskellen på kvinder og mænd, ikke sandt? Jesus!

Plottet er usandsynligt som en C-film skudt på lavbudget. Lauren er sikker på, at hendes mand Paul er hende utro med en blond bimbo, så hun indleder selv en affære med sin überflotte kollega Scott. Det skulle hun naturligvis ikke have gjort, for straks efter myrdes Scott – givetvis af Paul – og som spydspids i efterforskningen udpeges, rigtigt gættet, Lauren.

Side efter side træder Patterson nu vande for at give Lauren chancen for at brillere som en ægte kvinde, på én gang hjælpeløs og udspekuleret. Thi hun ønsker selvklart ikke at opklare en sag, der sender hendes mand bag tremmer. Så hun lyver og fusker og forhaler – hvilket er en ekstremt irriterende præmis.

Herefter excellerer Patterson, som en andenrangs tryllekunstner på speed, i at hive hvide kaniner op af hatten hele resten af bogen. Overraskelse på overraskelse, den ene mere usandsynlig end den anden, til man til sidst griber sig i at smile anstrengt ad mandens ihærdighed.

Den noget mopsede anmelder skal undlade at røbe mere af handlingen, blot advare kvalitetsbevidste læsere mod denne skændsel af en “thriller”.

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter