Jeg vil gå tilbage i tiden af Judith Hermann

Judith Hermann har i for længst slået sin position fast som en af europæisk samtidslitteraturs absolut fineste stemmer. Siden gennembruddet ”Sommerhus, senere” har hendes nedtonede og præcise sprog markeret et forfatterskab, hvor intet ord er overflødigt. Med ”Jeg vil gå tilbage i tiden” understreger hun endnu en gang den høje standard: hun har ganske enkelt aldrig skrevet en dårlig bog.

I dette værk, der former sig som en hybrid mellem erindring og rejsefortælling, bevæger Hermann sig væk fra den rene fiktion for at konfrontere sit eget ophav. Omdrejningspunktet er opdagelsen af, at hendes bedstefar var overbevist nationalsocialist og medlem af Waffen SS. Denne erkendelse kaster en mørk skygge over efterkommerne, der er i besiddelse af en god portion nedarvet skam. Herudover også af oplevelsen af, at det her kapitel af familiehistorien behøver vi ikke tale mere om.

Fortællingen fører forfatteren på en geografisk og mentalt søgende rejse. I den polske by Radom – stedet hvor bedstefaderen opholdt sig i sin ungdom – forsøger Hermann at mærke historiens nærvær og forstå det uforståelige. Senere går turen til Napoli, hvor hendes søster bor med sin familie. Her håber forfatteren at åbne en samtale om familiearven, men støder på en mur af tilbageholdenhed. Søsteren har intet ønske om at grave i det forgangne, og moderen har tillige gennem et helt liv holdt kortene tæt ind til kroppen under påskud af knap nok at have kendt sin far. Det finder Hermann ud af ikke er helt sandt, for når man boede sammen med sin far de første 14 år af sit liv – hvordan kan man så påberåbe sig ingen minder at have om sin far og at man intet aner om ham?

Det er i denne tavshed, at bogen finder sin største styrke. Hermann fortæller hvordan skyld og skam over et familiemedlems fortid kan forplante sig som et traume gennem generationer. ”Jeg vil gå tilbage i tiden” er litteratur fra allerøverste hylde – lavmælt og uhyre velskrevet

Lån bogen på biblioteket