Månen i min kuffert af Roxana Kia

Månen i min kuffert er Roxana Kia’s personlige fortælling om flugt, familie og identitet. Som barn flygter hun med sin bror fra Iran, der på den tid (også) er ramt af politisk uro. Efter mange år i Danmark begynder hun at tænke over sin barndom, sit ophav og hvad hun er rundet af. Der dukker gamle erindringer op og et savn efter hjemlandet melder sig på banen. Herudover kommer der også følelser som skam, tanker om hvor man hører til og om hendes familie, der viser sig at være temmelig kompleks.

Handlingen er meget stærk, fordi den er dramatisk, men også indeholder kærlighed og svigt, politiske omvæltninger og det at skulle opgive sin oprindelse. Sidstnævnte fornemmer man klart er noget, som ikke har været særlig nemt. Vi møder farfar, der engang var magtfuld, en farmor med stor karisma og en far, der drømmer sit liv væk og en mor med rødder i Sverige.

Det, der især fanger mig, er hvor spændende bogen faktisk er: barndomsårene, flugten, søgen efter fortiden. Kia trækker læseren gennem både mørke og håb, og hun får én til at tænke over, hvad “hjem” betyder, og hvilken rolle familiearven spiller i ens liv. Her fornemmer man klart, at familiearven betyder meget, at nissen så at sige følger med uanset hvor du vælger at bosætte dig. Man kan sige at det kan godt være nissen rejser til fods – men han skal nok nå frem.

Sproget er derimod mere afdæmpet end handlingen – det er ærligt og uden store litterære effekter. Kia beskriver følelser og traumer tydeligt, men nogle steder kunne sproglige nuancer være mere spændende.

Der er masser af spændende materiale i bogen, der fremstår troværdig og interessant. Men sprogligt mangler den måske lige det ekstra, som kunne have løftet den til en ekstra stjerne.

Anmelderbog

lån bogen på biblioteket