176
2026
978-87-7406-163-2
1. udgave
En mand ligger såret efter et luftangreb på et tog. Han er ramt af skud i begge lår, men kan kun holde om det ene sår. En ung pige ser ham, men hjælper ham ikke. Den unge pige er Edith Pörksen. Og selv om episoden fandt sted i januar 1945, har hun aldrig kunnet slippe tanken om den sårede mand.
Det er en af de dramatiske erindringer i den nye bog »Mit liv som tysk mindretalskvinde«, hvor den nu 99-årige Edith Pörksen fortæller om et liv, der er en væsentlig del af Sønderjyllands historie gennem et århundrede.
Edith Pörksens svigersøn, Bjarne Konstmann Laugesen fra Møgeltønder, og professor Gunnar Lind Haase Svendsen fra Tønder, står bag bogen. I mere end 40 år har svigersønnen lyttet til Edith Pörksens fortællinger, og til sidst besluttede han, at de skulle bevares for eftertiden.
Det førte til samtaler, der blev optaget og skrevet ud. Bogen er opbygget som spørgsmål og svar, så læseren kommer tæt på Edith Pörksens egen måde at fortælle på.
Bogen handler om identitet, om at høre til det tyske mindretal i Sønderjylland og om et langt liv med familie, fåreavl og naturens luner i marsken ved Højer.
Edith Pörksen blev født 1926 i Kelstrup ved Haderslev. Hendes far var tysk, hendes mor tysksindet sønderjyde.Der blev talt tysk i hjemmet på Haderslev Næs, og de danske familier i området havde hun og hendes familie kun sparsom kontakt med.Som 14-årig rejste hun hjemmefra for at arbejde hos en tysk familie i Slesvig. Senere begyndte hun på et børnehaveseminarium i Poznań (på tysk: Posen), der dengang var besat og indlemmet i det nazistiske Tyskland. Derfra gik turen til et praktikophold på et børnehjem ved Obersalzberg i Bayern.
I januar 1945 rejste Edith sydpå gennem et Tyskland, der var mærket af krigen. På turen så hun et sønderbombet Hamborg, og undervejs blev toget beskudt fra luften. I marts 1945 nåede Edith hjem til Sønderjylland. To måneder senere var krigen i Europa forbi.
I 1949 giftede hun sig og flyttede til en gård syd for Højer. Her blev fåreavl en central del af tilværelsen, mens Vadehavet både gav muligheder og stillede krav til livet i marsken. Ægteparret Pörksen oplevede den ulykke at miste deres første datter, der blev kørt ihjel under en traktor.
Edith Pörksens tilhørsforhold til det tyske mindretal går som en rød tråd gennem fortællingen.
Bogen bør flere steder læses med kritiske briller. Der mangler refleksion, når det drejer sig om Edith Pörksens liv i de år, nationalsocialismen hærgede. Edith Pörksen beskriver ofte nationalsocialismen i en passiv form – som noget, hun er tilskuer til.
Edith Pörksen var barn, da nazisterne kom til magten, og teenager under krigen, hvor den totale ensretning af det tyske mindretal i Nordslesvig fandt sted. Alligevel savner man nogle dybere overvejelser over flere af de dybt problematiske begivenheder, der kom til at påvirke en del af hendes liv.
Et eksempel: I oktober 1939 indlemmede det nazistiske Tyskland store dele af det vestlige Polen, inklusive byen Poznań (Posen), i Det Tyske Rige. Det var en voldelig besættelse, og der foregik en en etnisk udrensning.
Da Edith Pörksen i 1943 valgte at tage til Poznań for at uddanne sig på det tyske seminarium i byen, havde hun naturligvis ingen andel i de uhyggelige forbrydelser, hendes nazityske landsmænd havde begået i området. Men det havde bestemt været på sin plads, at hun i bogen på en eller anden måde forholdt sig til det faktum, at hun som tysker kom til et område, som det nazistiske Tyskland uretmæssigt havde annekteret.

