Før sol går ned af Jenny Erpenbeck

Hvis en kat har ni liv, hvor mange har et menneske så? I den mageløse roman ”Før sol går ned” tildeler den tyske superforfatter Jenny Erpenbeck sin navnløse hovedperson fem liv, hvilket er aldeles passende. For på den måde får vi chancen for at dykke ned i flere af det 20. århundredes skelsættende perioder set fra et centraleuropæisk perspektiv.

Den lille pige fødes ind i en fattig familie i Galicien, et område, der i dag er delt mellem Polen og Ukraine. Hun dør som spæd, og den sørgende mor går helt bersærk i ortodokse jødiske ritualer; sidder passiv på en lav skammel i syv dage, uden at sige noget, uden at spise, spejle tildækkede, tøjet flænget. Pigens ikke-jødiske far (en goj) forsvinder med halen mellem benene, emigrerer til USA, viser det sig.

Men. Hvis nu blot moren havde lagt en håndfuld sne på den lille piges bryst, så hun havde skreget op, gispet efter vejret og var måske ikke død. Familien var forblevet samlet og havde emigreret til Wien, hvor pigen under og efter Første Verdenskrig måtte gennem tider med udmarvende sult og kulde, men også forbudt, spirende kærlighed. Og et tragisk endeligt som medvidende offer for en pistolkugle.

Eller. Uden pistolkuglen var hun blevet troende kommunist og emigreret til Sovjetunionen sammen med sin modige, rettænkende kæreste, der beklageligvis blev offer for Stalins paranoidt-psykopatiske udrensninger. Og fordi de var kærester, og fordi hun kendte andre, som uden varsel faldt i unåde og måske under tortur hviskede noget ufordelagtigt om hende, blev det pludselig hendes tur til at få besøg af det hemmelige politi kl. 4 om morgenen.

Havde hun alligevel overlevet dette, var hun blevet feteret forfatter i DDR, behængt med æresbevisninger (som Erpenbeck selv), havde fået en skøn søn og bolig i et attraktivt hus – og var i distraktion faldet ned ad en stejl trappe.

Og så videre. Plottet er eventyrligt, og med sit hypnotiske sprog fyldt med listige, små gentagelser trækker Erpenbeck den målløse læser rundt i den nyere tids historie, som hastigt er på vej til at blive glemt. Hun formår ubesværet at mane rablende religiøsitet, sindssvækkende sult, kommunistisk dialektik og den klæbrige tristesse på et ørkesløst plejehjem frem, så man selv rejser med som blind passager.

”Før sol går ned” er elementært spændende, men den alt for hurtigt læste roman er så meget mere. Hen ad vejen indser læseren let beklemt, at de tilsyneladende små valg, vi træffer hver eneste dag, snildt kan få konsekvenser for liv og død (Sartre kalder det eksistentialisme) – og måske, kun måske vil denne indsigt påvirke os til at handle lidt mere forstandigt fremover?

Jenny Erpenbecks ”Før sol går ned” er en af den slags romaner, der understreger vigtigheden af det skrevne ord. Man fortaber sig i sprog og hændelser, og når man lutret dukker op til overfladen et par dage senere, er man både lidt gladere og lidt klogere. Hvorfor læser DU bøger?

Lån bogen på biblioteket