0 kommentarer

Amdi forsvinder af Rune Skyum-Nielsen

af d. 31. august 2026
Info
 
Sideantal

478

Udgivet

2026

ISBN

978874008538-9

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Rune Skyum-Nielsens ”Amdi forsvinder” er en fortsættelse til bogen ”Amdi bliver til”. Hvor den første bog især handler om Mogens Amdi Petersens opvækst og de tidlige år, tager denne bog fat på den langt større fortælling om opbygningen af Tvind og om, hvordan manden bag det hele til sidst forsvinder ud af Danmark og ender i Mexico, hvor han har boet i årevis – på flugt fra myndighederne.

Bogen er bygget op i to spor, som løber parallelt gennem fortællingen. Det ene følger udviklingen af Tvindskolerne og det system, der efterhånden voksede omkring Amdi. Det andet følger Amdis vej væk fra Danmark og frem til tilværelsen i Mexico, hvor han lever som en efterlyst mand. De to spor giver bogen en god fremdrift, fordi man hele tiden bevæger sig mellem Tvinds udvikling og mysteriet om, hvad der egentlig skete med Amdi.

Amdi beskrives som karismatisk og visionær – men også som et menneske, der kan lide at kontrollere narrativet og også kan være ret ondskabsfuld over for de mennesker, der tilsluttede sig Tvind.

Det er tydeligt, at der ligger et enormt og sobert researcharbejde bag bogen. Skyum-Nielsen har samlet et meget stort materiale og formår igen at gøre materialet og fortællingen gjort tilgængeligt og interessant for læseren.. Læseren fanges af fortællingen og bogen – man får lyst til at læse videre for at forstå, hvordan en bevægelse, der begyndte med store idealer om fællesskab og forandring, kunne udvikle sig til et så omfattende og lukket system.

Noget af det mest interessante er netop kontrasten mellem de idealer, Tvind oprindeligt blev bygget på, og den magtstruktur, der senere voksede frem. Bogen forsøger ikke bare at fortælle, hvad der skete, men også at komme tættere på, hvordan det kunne ske.

Amdi forsvinder” kan godt læses selvstændigt, men jeg vil klart anbefale at læse ”Amdi bliver til” først. Den giver en vigtig baggrund for at forstå både personen Amdi og den udvikling, som denne bog fortsætter. Samlet bliver de to bøger et omfattende portræt af en af de mest omdiskuterede personer i nyere dansk historie.

”Amdi forsvinder” er velskrevet, grundig og spændende. Det er en bog, der både fortæller en fascinerende historie og giver stof til eftertanke om idealisme, magt og menneskers evne til at følge en stærk leder. En bog, jeg varmt kan anbefale.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter