249
2012
978-87-7955-701-7
Disturbing the peace
1.udgave
Bogens hovedperson, John Wilder, har en lovende karriere i New Yorks reklamebranche anno 1960, en smuk kone som elsker ham højt, en søn på ti, som ser op til sin far, en dejlig lejlighed i byen og et lækkert hus på landet, hvor han tilbringer weekenderne. Aftenerne tilbringer han sammen med vennerne til storslåede cocktailparties på eksklusive barer på Manhattan. Men under overfladen truer Wilders kringlede sind med at slå sprækker i hans ellers så perfekte tilværelse.
En aften står det fuldstændig klik for Wilder, og han indlægges på det psykiatriske Hospital Bellevue, hvilket bliver en både grænseoverskridende og skelsættende oplevelse for ham, og som kommer til at præge ham i årene fremover. Senere møder han den unge Pamela som puster liv i hans gamle drøm om at lave en film, og de beslutter sig for at lave en film over hans oplevelser på Bellevue. Historien strækker sig over ti år og hele tiden har man som læser en ubehagelig fornemmelse af, at Wilder træder et skridt nærmere afgrunden.
Wilder er en barsk historie som giver læseren et unikt indblik i, hvad der foregår i hovedet på en mand, der fuldstændig mister grebet om sig selv og sit liv. Romanens afslutning antyder, at det muligvis kunne være gået helt anderledes for Wilder, hvis han tidligere havde modtaget den rette hjælp, der ved et tilfælde ikke tilfalder ham. Netop denne afsluttende og tankevækkende pointe, synes jeg løfter romanen op fra det jævne og får mig som læser til at tænke over, hvor tilfældigt livet er og hvor hurtigt tingene kan tage en uventet drejning.