Roseanna af Maj Sjöwall og Per Wahlöö

Med romanerne om Martin Beck og co. skrev ægteparret Sjöwall og Wahlöö sig ind i litteraturhistorien. ‘Roseanna’ er seriens første og dermed alle skandinaviske krimiers moder. Det geniale er at forfatterparret arbejder ud fra helt andre parametre end normalt, selv for den tid i 60’erne hvor den er skrevet. Der er ingen store helte eller alvidende detektivgenier og vi præsenteres ikke for en eneste kliché: tværtimod er mange af ingredienserne herfra senere hen blevet klichéer. Blandt andet den lettere desillusionerede hovedperson med rod i privatlivet, der dog hos Sjöwall og Wahlöö stadig er en pligtopfyldende og yderst kompetent kriminalbetjent. Føj hertil at alt er meget realistisk: en sag kan stå stille i meget lange perioder, og selv når man får et gennembrud, medfører det ikke per automatik en straksopklaring af sagen. Noget nyt er også at betjentene føler både med offer og gerningsmand, og at vi hører om deres privatliv. Eller vi hører faktisk kun om Martin Becks, og det er ikke særlig meget, blot tilstrækkeligt til at forstå mandens ståsted i livet. Historien hviler tit på personernes følelser, men uden at det bliver udbasuneret. Det er mere subtilt og historien er absolut ikke sort/hvid, hvilket er dejligt befriende og var ret nyskabende for over 50 år siden. Der er heller ikke overdreven tjubang og flade dialoger, til gengæld er her spandevis af drama, det er hele fundamentet for fortællingen. Forfatterne vil noget med deres historier, og læser man senere bind, ses en samfundskritik, som ikke er helt så udtalt her.

I historiens første akt præsenteres vi for et kvindelig, og lang tid forløber med at få identificeret afdøde. Så lang tid at betjentene begynder at føle sig meget frustrerede, og de følelser er sindssygt godt formidlet. Der bliver ikke brugt alenlange forklaringer, men blot små gestusser fra Beck og kolleger der fortæller ALT. Man suges ned i bogens sider og står blandt personerne, lige ved siden af Martin Beck når han stille ser på sin højre hånd, og uden at få noget at vide om hans tanker, mærker man presset øges. Hvordan spændingen ved jobbet gradvist overtager hele mandens tilværelse, og giver denne stille eksistens både hjerteflimmer, søvnløse nætter, og driver hans ægteskab ud over kanten.

Anden akt kommer med identifikationen af Roseanna, som bliver en figur betjentene kommer til at føle så meget med, at de nærmest ikke kan udholde obduktionsrapportens detaljer. Igen, det er utrolig godt skildret, med ganske få midler. Derefter går jagten ind på al den baggrundsviden på Roseanna som det er jordisk muligt at opstøve.

Tredje akt leder naturligvis til de mistænkte, og uden at læseren er bevidst om det, skrues spændingsskruen hele tiden laaaangsom og ubønhørligt op.

Måske denne gamle oversættelse fra 1974 er en smule bedaget (og man derfor nok bør unde sig nyoversættelsen der kom for knap ti år siden), men ‘Roseanna’ er stadig EMINENT.

Baggrunden for ‘Roseanna’, interview med Maj Sjöwall og Lee Child

Lån bogen på bibliotek.dk